Fra brødbager til teknisk jonglør – lælingepris til Grundfoselev
Egentlig havde han en uddannelse som bager, men var så uheldig at få allergi over for kanel. Derfor måtte han søge nye veje. Han valgte teknikkens veje og er nu uddannet industritekniker hos Grundfos A/S med ekspertise i at programmere til drejning og fræsning. Det skifte har været så succesfuld, at Jeppe Dall Brønd nu modtager Lærlingeprisen 2020 for DI Silkeborg-Viborg.
Stor selvstændighed og høj faglighed er i højsædet hos industritekniker Jeppe Dall Brønd, der arbejder i Teknologicenter med først og fremmest at lave komplekse værktøjs- og maskindele til produktionsudstyr og prototypefremstilling, som Grundfos gør brug af.
– Jeppe har fra starten af uddannelsesforløbet arbejdet særdeles selvstændigt med opgaverne. Han har tilegnet sig et særdeles indgående kendskab til alle vores bearbejdningsprocesser. Det gør, at han har kunnet udføre de enkelte delprocesser med stor selvstændighed og høj faglighed, siger uddannelsesleder for Grundfos Jesper Kvistgaard.
Han peger på, at Jeppe Dall Brønd også har tilegnet sig kompetencer inden for Catia CAD CAM, hvilket gør, at han er i stand til at programmere til drejning og fræsning i Catia ud fra en 3D model samt lave egne CAD konstruktioner. Af øvrige programmer, hvor han har erfaring, kan nævnes Mastercam og Inventor.
Uddannelsesleder Jesper Kvistgaard peger også på andre personlige kvaliteter hos lærlingeprismodtageren, så som at han er god til at tilrettelægge og planlægge eget arbejde og levere kvalitetsarbejde til aftalt tid. Den unge mand er også god til at arbejde selvstændigt, men samtidig også god til at arbejde i teams. Han er vellidt af kollegerne, han udviser stor loyalitet og er pligtopfyldende.
– Han er meget samarbejdsvillig og har altid været god til at tage ansvar for de nye lærlinge i afdelingen, og hjælpe dem godt i gang. I læretiden udførte Jeppe Dall Brønd opgaver med samme kvalitet som svendene i afdelingen, siger Jesper Kvistgaard.
Næstformand for DI Silkeborg-Viborg, Anders Lund Hansen, glæder sig dels over, at lærlingeprismodtageren fik kanelallergi, så Grundfos til gengæld kunne få glæde af ham. Han glæder sig også over, at der generelt er mange dygtige og engagerede lærlinge og elever på virksomhederne i det midtjyske.
– Dem har vi stærkt brug for både nu og de kommende mange år. Hvis virksomhederne i Midtjylland skal skabe vækst og arbejdspladser, er det helt afgørende, at vi er med til at uddanne så mange dygtige mennesker som overhovedet muligt. Her er vores egen Jeppe Dall Brønd her på Grundfos en solstrålehistorie, siger næstformanden, der også er adm. direktør på Grundfos A/S.
Overrækkelsen af prisen i form af diplom og gave til Jeppe Dall Brønd måtte sendes med posten. Han fik beskeden om prisen som en total overraskelse på et Teamsmøde den 14. december 2020, hvor han var indkaldt, mens han ellers var sygemeldt derhjemme.
Fakta
Grundfos er med en andel på omkring 50 procent af verdensmarkedet inden for cirkulationspumper verdens største producent af pumper.
Fakta om LærlingePrisen 2020
På tværs af hele landet findes lærlinge og elever, der har udmærket sig fagligt eller socialt hos den virksomhed, hvor de er i praktik. Det kan være lærlinge og elever, der tager et ekstra ansvar, når der er tryk på i dagligdagen, eller som bidrager til at skabe et godt socialt sammenhold på virksomheden. Med LærlingePrisen kan virksomheden give en god medarbejder et ekstra skulderklap.
Prisen uddeles årligt på enten regionalforeningens erhvervstræf eller på virksomheden. Alle DI-medlemsvirksomheder kan indstille en lærling eller elev fra deres virksomhed.
Kommentarer