Kultur

Foredrag om REGAN Vest

Foto: REGAN Vest

Den hemmelige bunker, REGAN Vest, skulle huse den danske regering og regenten i tilfælde af, at Den Kolde Krig udartede sig til en varm krig. 

At træde ind i REGAN Vest – 60 meter under en kridtbakke i Rold Skov – er på mange måder som at træde ind i selve Den Kolde Krig. Man går ad tilsyneladende uendelige lange, golde betongange, indtil man pludselig står i et fuldt funktionsdygtigt anlæg med soverum, kantine, dagligstue, konferencerum, krypteringsrum, lægeklinik, maskinrum og meget andet. 

Anlæggets helt unikke opbygning og størrelse, dets komplette og uspolerede indretning samt hemmeligholdelsen og planlægningen helt ned i detaljen vidner om periodens trusselsbillede og kryber som sådan ind under huden på alle, der besøger stedet. Frygten for en atomkrig bliver pludselig nærværende. REGAN Vest var den sidste bastion i forsvaret af det danske demokrati. Faldt REGAN Vest, faldt Danmark.

Foredraget vil dreje sig om selve det underjordiske anlæg og det arbejde, Nordjyske Museer udfører forskningsmæssigt, formidlingsmæssigt og helt praktisk for at få REGAN Vest klar til en åbning.

Foredraget er støttet af Viborg Museumsforening og Kulturelt Samråd, Viborg Kommune.

Hvornår: Onsdag 2. februar 2022 kl. 19.00-21.00

Hvem: Museumsinspektør Ulla Varnke Sand Egeskov, Nordjyske Museer

Hvor: Sortebrødrehus, St. Sct. Mikkels Gade 12, Viborg

Pris: 50 kr. (gratis for medlemmer af Viborg Museumsforening)

Tilmelding: Book billet på viborgmuseum.dk

Kommentarer