Kultur

Foredrag: Danskernes Historie online – Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforsker og cand.scient., Per Hundevad Andersen, gæster Stoholm og Karup Biblioteker. Privatfoto (beskåret)

Torsdag 16. januar kan interesserede opleve Per Hundevad Andersen, leder af “Danskernes Historie Online”, fortælle om Slægtsforskernes Bibliotek på henholdsvis Stoholm og Karup Bibliotek.

Per Hundevad Andersen er leder af “Danskernes Historie Online”, og torsdag 16. januar gæster han først Stoholm og senere Karup biblioteker, hvor han vil fortælle om Slægtsforskernes Bibliotek og dets mange kilder til danskernes historie.

Deltagere kan således høre om og få indsigt i baggrunden og formålet med biblioteket samt få nyttige tips til at bruge de mange søgefunktioner.

Slægtsforskernes Bibliotek er Danmarks største digitaliseringsprojekt af litteratur inden for personalhistorie, lokalhistorie og slægtsforskning. Biblioteket drives af den almennyttige forening Danske Slægtsforskere, som arbejder for at bevare den danske kulturarv, digitalisere den og stille den til rådighed for alle interesserede.

Med mere end 50.000 danske titler online og frit tilgængelige er biblioteket en uvurderlig ressource for alle, der ønsker at udforske danskernes historie. I år alene forventes mere end 2,5 millioner downloads af disse titler, blandt andet gennem www.bibliotek.dk

Praktisk information

Arrangementet, der er arrangeret i samarbejde med Æ Fjandboarkiv, finder sted torsdag 16. januar, først på Stoholm Bibliotek klokken 15 til 17 og derefter på Karup Bibliotek klokken 19 til 21. Billetter à 20 kroner plus gebyr købes via Viborg Bibliotekernes hjemmeside viborgbib.dk.

Alle er velkomne til at dykke ned i fortidens fortællinger og opdage de mange muligheder, som Slægtsforskernes Bibliotek tilbyder.

 

Kommentarer