Løvel

Fødevarestyrelsen til fjerkræejere ved Løvel: Hold dine høns inde

Efter er stort udbrud af fugleinfluenza i Løvel har Fødevarestyrelsen lavede skærpede regler over for fjerkræejere i en radius på op til 10 kilometer fra Løvel. Kortskitse: Fødevarestyrelsen

I Løvel ved Viborg er der udbrudt fugleinfluenza. Har du høns eller andet fjerkræ i området, skal du følge særlige regler. Så er du med til at sikre både dine og andres fugle. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen lørdag.

Et udbrud af fugleinfluenza ved Løvel nord for Viborg betyder, at ejere af fjerkræ nu skal følge helt særlige regler. Reglerne skal beskytte dyrene mod lidelser, og være med til at bremse smittespredning. Op til 3 kilometer fra den smittede ejendom er der blandt andet krav om, at alle høns og andre fugle holdes inde – også hobbyhøns.

Inden for 10 kilometer afstand fra den smittede besætning er der ligeledes krav om, at høns skal holdes inde, medmindre det er hønsegårde under 40 kvadratmeter.

Restriktionerne betyder også, at det inden for 10 kilometer fra den smittede farm er forbudt at sælge æg eller flytte æg, kyllinger, høns og andre fugle til eller fra ejendomme uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

Ejere og besøgende, der kommer i hønsegårdene, skal rense og desinficere fodtøj, så de ikke bringer smitte rundt. Hvis der opstår tegn på sygdom blandt fuglene, har ejeren pligt til at kontakte Fødevarestyrelsen, selv hvis det bare er en mistanke. Det gælder, uanset om man har fem hobbyhøns eller en stor professionel besætning.

Ejere af hobbyfjerkræ og andre fugle skal registrere deres dyr på hjemmesiden landbrugsindberetning.dk.

Fødevarestyrelsen vil så kontakte alle besætninger i området inden restriktionerne ophæves. Hvis der ikke kommer nye udbrud i området, forventer Fødevarestyrelsen, at restriktionerne kan blive ophævet omkring midten af februar.

Du kan finde flere oplysninger på foedevarestyrelsen.dk ved at søge på ‘zoner ved højpatogen H5 eller H 7 fugleinfluenza’.

Om fugleinfluenza

Alle fugle kan rammes af fugleinfluenza, men høns og kalkuner er særligt udsatte og udvikler kraftige symptomer. Svømmefugle er generelt mere modstandsdygtige og kan bære på fugleinfluenza uden have symptomer.

Der er ikke rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der i øjeblikket cirkulerer i Europa.

Kommentarer