Flyt disse statslige arbejdspladser til landdistrikter
17 styrelser står på den udflytningsliste, Landdistrikternes Fællesråd har sendt til regeringen. Fødevarestyrelsen, Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen og VisitDenmark er blandt forslagene.
Der er for mange statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet, mener Landdistrikternes Fællesråd, som nu kommer med en liste på 17 statslige institutioner, der bør flyttes fra hovedstaden til provinsen i forbindelse med regeringens kommende udflytningsplan.
– Statslige institutioner løser opgaver for borgere og virksomheder i hele landet. Derfor bør arbejdspladserne også være fordelt i hele landet, siger formand Steffen Damsgaard og fortsætter:
– Over 40 procent af de statslige arbejdspladser ligger stadigvæk i Region Hovedstaden. Det vidner om, at vi slet ikke er færdige med at skabe en bedre balance i fordelingen af statsjob.
Ud over Fødevarestyrelsen, Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen og VisitDenmark står Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Energistyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Erhvervsstyrelsen (eller dele heraf), Finanstilsynet (eller dele heraf), Domstolsstyrelsen, Bygningsstyrelsen, Vejdirektoratet, Beredskabsstyrelsen, Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, Innovationsfonden, Slots- og Kulturstyrelsen samt Miljøstyrelsen også på organisationens liste.
Formanden for Landdistrikternes Fællesråd begrunder udvælgelsen af styrelserne med at der blandt andet vil kunne opnås en større nærhed til de arbejdsområder, som den statslige institution skal agere over for.
– Mange af de arbejdsområder, som disse statslige institutioner beskæftiger sig med, har i den grad relevans for landdistrikterne og ikke nødvendigvis lige så stor relevans for København, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:
– Når man i hovedstadsområdet har en uforholdsmæssig høj andel af de statslige arbejdspladser, betyder det, at de ansatte ser virkeligheden derfra, frem for at se virkeligheden ud fra de brancher, erhverv eller arbejdsområder, som institutionerne skal agere over for og administrere. Det skal vi have ændret.
Inden den daværende V-regering i 2015 præsenterede den første udflytningsplan, havde Landdistrikternes Fællesråd lavet en lignende liste med 10 ønsker, hvoraf de 8 blev helt eller delvist udflyttet.
Udflytning har været en succes
Indtil nu er erfaringerne fra den seneste udflytning overordnet set rigtig gode. Både tidsplanen og økonomien holder sig inden for planen. Og der er masser af kvalificeret arbejdskraft uden for de større byer.
Ifølge den seneste status fra september i år, er der flyttet 2.546 ud af de 3.900 planlagte flytninger, lyder det fra Finansministeriet.
– Ud fra de tal vi har set ind i, vil vi tillade os at sige, at det har været en succes indtil videre. Forholdet i antallet af statslige arbejdspladser mellem hovedstadsområdet og resten af landet er måske ikke ændret markant efter første udflytningsrunde, men der ville have været en yderligere centralisering, hvis ikke udflytningsrunden havde fundet sted, siger Steffen Damsgaard og understreger, at han er klar over, at ikke alle flytninger har været lige gnidningsfrie.
– Men vi har mange rigtig gode erfaringer, og de skaber bosætning, udvikling og job i landdistrikterne. Derfor har vi et klart ønske og en forventning om, at udflytningsplanen for 2018 skal være mindst lige så omfangsrig som den første udflytning, lyder det fra Steffen Damsgaard.
Landdistrikternes Fællesråds forslag – som er udarbejdet efter dialog med organisationens 48 medlemskommer – er sendt til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V).
Regeringen ventes at præsentere planen for runde to af flytningen af statslige arbejdspladser i januar 2018. På nuværende tidspunkt er der ikke taget stilling til, hvilke institutioner der skal flyttes, og hvor de i givet fald skal flyttes hen.
Kommentarer