Sjørring

Flot donation til Sjørring forsamlingshus

Rådgiver ved Jutlanderbank i Hobro, Lene Quorning, var i Sjørring for at overrække symbolet på fondens donation. De øvrige på billedet er bestyrelsen, fra venstre: Niels Erik Skov, Erik Holland Flarup, Ib Frederiksen (formand) og Ib Hangaard Hansen. Det sidste bestyrelsesmedlem, Axel Busck, var ikke til stede. Foto: Gitte Hagsholm

Torsdag i sidste uge modtog Sjørring forsamlingshus en donation på 16.000 kroner fra Sparekassen Hobro Fonden. Pengene går til en renovering af forsamlingshusets gamle skænkestue.

Skønt området omkring Sjørring er tyndt befolket, så er der masser af aktivitet i det lokale forsamlingshus, der samler de lokale til fællesspisning, musikaftener, fastelavn og høstfest med mere.

Derfor passer man også godt på huset, der efterhånden er blevet gennemrenoveret ad flere omgange og over mange år.

Senest – og som et foreløbig punktum, har man renoveret den gamle skænkestue, som med nyt gulv og loft og maling er blevet et hyggeligt rum med masser af anvendelsesmuligheder.

– Før var det næsten ikke til at holde ud at sidde her. Der var en frygtelig akustik, fortæller formand Ib Frederiksen.

Renoveringen har kostet omkring 34.000 kroner, så da Sparekassen Hobro Fonden meldte positivt tilbage på ansøgningen om et tilskud, var der glæde i bestyrelsen. For selvom man har penge i kassen, så er det alligevel noget af en post for det lille forsamlingshus.

Torsdag i sidste kom kunderådgiver i Jutlanderbank, Lene Quorning, så forbi for at overrække en check på 16.000 kroner, der dækker halvdelen af renoveringsomkostningerne.

– Vi vil gerne støtte de frivillige tiltag i lokalsamfundene. Især når vi som i Sjørrings tilfælde, kan se, at man selv lægger stor energi i de ting, man gerne vil have gjort, sagde hun i den forbindelse.

Og de har gjort meget for huset i det lille samfund. I 90’erne blev salen totalrenoveret. I 2003 var det køkkenets tur, og her fik man i samme ombæring lavet handicaptoilet.

For fem år siden var det  de øvrige toiletter, der skulle opdateres, og forrige år fik man lagt fliser rundt til bagindgangen, så kørestols- og rolatorbrugere kunne komme ind uden besvær. Ved samme lejlighed fik man bygget en støttemur op mod en tilstødende mark for at kunne kunne holde flisgangen ren og ryddet.

Som nævnt bruges forsamlingshuset meget, men mest af de lokale.

– Vi har ikke service til større selskaber, så mange udefra vælger huset fra, når de søger lokaler til et arrangement, fortæller formanden.

Men det er nu ikke noget, der bekymrer. De lokale bruger huset, og de kender betingelserne: Her tager man sit eget service med, hvis man skal bruge forsamlingshuset. Det gælder også ved de fælles arrangementer.

– Vi har snakket om, om vi skulle investere i service, men så er der jo nogle, som skal tage sig af optælling og vedligehold. Det fungerer fint, som det gør nu, fastslår Ib Frederiksen.

Til gengæld har man planer for det nye rum, man nu har fået.

– Vi har eksempelvis snakket om at arrangere bridgeaftener, og det er dette rum helt perfekt til, men det kunne også være andre aktiviteter, som samler  et mindre antal personer, lyder meldingen.

Efter vores snak skal bestyrelsen i gang med at planlægge næste lokale fællesarrangement, som er en julehyggeaften allerede dagen efter. Og trods Vild med dans-finale og Black Friday, så har omkring 30 voksne og 8 børn meldt sig til. I Sjørring kan man nemlig rigtigt godt lide at forsamles i forsamlingshuset.

Så kan man også godt forstå, de passer godt på det.

Kommentarer