Samfund

Flere kommuner meldt til “Danmark på Vippen”

Der er så dejligt derude på landet. Men hvis ikke, der skubbes aktivt på bliver det ikke ved med at være godt at bo her, mener foreningen “Danmark på Vippen”, der blev stiftet for godt to år siden. Arkivfoto

Flere nye medlemmer har ved årsskiftet meldt sig ind i landsforeningen Danmark på Vippen, der arbejder for større fokus på muligheder og udfordringer i Danmarks landdistrikter

Tre nye kommuner og to foreninger har netop meldt sig ind i landdistrikts-lobbyorganisationen Danmark på Vippen. Det understreger den stigende opbakning til foreningen, der har som formål at sikre vækst, velstand og lige vilkår i hele Danmark.

– Vores fornemste opgave i Danmark på Vippen er at bringe fakta ind i debatten om skævvridningen af Danmark. Der er generelt brug for en langt større forståelse for, at investerer man i Det Lokale Danmark, så investerer man i hele fundamentet for vores velfærdssamfund, fordi det er her, værdierne bliver skabt. Der er stadig meget arbejde forude, men jeg er naturligvis rigtig glad for, at vi oplever stigende opbakning til det projekt, siger formand for Danmark på Vippen, Jakob Fastrup, der også er bestyrelsesformand i Danske Andelskassers Bank.

De nye medlemmer er Syddjurs Kommune, Nordfyns Kommune, Ærø Kommune, Landboforeningen Limfjord og I.B Gruppen – Ikast.

Åbne døren til Christiansborg

I Syddjurs Kommune fremhæver borgmester Claus Wistoft (V) muligheden for at få politikerne i tale.

– Vi har meldt os ind for at sikre kommunernes muligheder for at give den samme service over hele landet. Vi er nødt til at sikre en balanceret udvikling, ikke kun i de store byer. Med medlemsskabet i Danmark på Vippen kan vi med både volumen og saglighed få åbnet døren til Christiansborg og vende den nuværende udvikling, mener Claus Wistoft.

I Ærø Kommune næver borgmester, Jørgen Otto Jørgensen (S) behovet analyse og information, der kan oplyse om den faktiske tilstand udenfor de store byer.

– Ærø Kommune har meldt sig ind i Danmark på Vippen for at fremme udviklingen på Ærø og i yderkommunerne generelt. Det er afgørende, at vi får fakta ind i debatten, siger Jørgen Otto Jørgensen.

Infrastruktur, planlov og lånemuligheder

Samme toner lyder fra Nordfyns Kommune, der hidtil har deltaget i   DGI’s projekt “Blomstrende Landsby” som nu er droslet ned. Her understreger man den digitale og trafikale infrastruktur og planloven, som vigtige lobby-områder.

– Det er vigtigt, at vi ved fælles hjælp bidrager til at få genskabt et Danmark i balance. Noget af det, der ligger os meget på sinde, er at få skabt bedre lånemuligheder i yderområderne, flere investeringer i transport- og bredbåndsnettet i landdistrikterne og en fornuftig liberalisering af planloven, siger Morten Andersen.

Hverken Randers eller Viborg Kommune er medlemmer af “Danmark på Vippen”. Randers har dog lige besluttet at melde sig ind i søsterorganisationen Landdistrikternes Fællesråd. 

Medlemmer af ”Danmark på Vippen”:

  • Danske Andelskassers Bank
  • Esbjerg Kommune
  • Frøs Herreds Sparekasse
  • Guldborgsund Kommune
  • Hjørring Kommune
  • B Gruppen
  • IBF A/S
  • Ikast-Brande Kommune
  • Jammerbugt Kommune
  • Jøp, Ove & Myrthu Vest
  • Landboforeningen Limfjord
  • Lemvig Kommune
  • Lolland Kommune
  • Lollands Bank
  • Nordfyns Kommune
  • Odsherred Kommune
  • Rebild Kommune
  • Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Slagelse Transportcenter A/S
  • Sparekassen Sjælland
  • Struer Kommune
  • Svendborg Kommune
  • Syddjurs Kommune
  • Sønderborg Kommune
  • Thisted Kommune
  • Varde Kommune
  • Vesthimmerlands Kommune
  • Ærø Kommune

Kommentarer