FDF’ere fra Ørum fik store oplevelser på lejr i weekenden
Den forløbne weekend har en FDF Ørum deltaget i en stor lejr sammen med en masse andre børn og unge fra Midt- og Nordjylland på FDF-området Sletten ved Ry.
FDF Ørum har i weekenden 23. – 24. september været på lejr på Sletten ved Ry sammen med 250 andre FDF’ere i alderen 10-15 år fra Midt- og Nordjylland.
Hjemmefra havde deltagerne valgt sig ind på en gruppe de godt kunne tænke sig at være en del af, og der var mange valgmuligheder: Trangia for alle, Fotogruppe, Sund slik, Sæbekassebiler, Kano og kajak, Smedjen og mange andre spændende grupper.
Mens børnene var ude i deres gruppe-aktiviteter, kunne lederne hygge sig med at gå rundt og iagttage børnenes aktiviteter og mødes med gamle bekendte og dele gode minder. Deres eneste opgave denne weekend var nemlig at sørge for maden og overnatningen på lejrpladsen.
Lørdag aften var der først underholdning for deltagerne og koncert med FDF-bandet LanceDelto; og senere blev hele banden sendt ud på piratnatløb.
De 15-18 årige var også denne weekend på Sletten; dels for at få ledererfaring og dygtiggøre sig inden for forskellige FDF-discipliner, men også for at blive klogere på sig selv i forhold til valg, og at valg har konsekvenser.
Lørdag fra klokken 10-16 var de yngste fra landsdelen inviteret til en aktivitetsdag med temaet ‘Sille og Sigurd holder fødselsdag’. Sille og Sigurd er et FDF-koncept målrettet 5-8-årige børn, og det er 10. gang denne aktivitet afvikles.
I alt 700 FDF’ere var denne weekend samlet på det skønne Sletten, når man tæller deltagere, ledere og instruktører med.
Kommentarer