Viborg By

En fascinerende opdagelsesrejse til de ubeboede danske øer

Forfatter Christina Vorre besøger Hovedbiblioteket i Viborg

I løbet af de sidste par år har forfatter Christina Vorre rejst rundt på ubeboede danske øer bevæbnet med kamera, nysgerrighed og ikke mindst en stor fortællelyst. Hun har afdækket nogle af de fascinerende historier, der gemmer sig bag ruinerne på og myterne om de ofte bitte små øer.

Historierne har hun samlet i bogen ”Forladt – fortællinger fra 20 ubeboede danske øer”, og torsdag den 8. marts besøger hun Hovedbiblioteket i Viborg for at dele dem med os.

Vi ved alle, at Danmark er et land med mange øer – men vidste du, at der ligger over 300 ubeboede øer rundt om i de danske farvande? Sådan har det dog ikke altid været, og der var engang, hvor mange af øerne var hjem for mænd og kvinder, der stadig kan findes spor efter den dag i dag.

På nogle af øerne står husene endnu med både stole og tapet intakt, andre steder er det kun lokalbefolkningens myter, der kan afsløre noget om en nærliggende ø’s fortid.

Oplev en aften i selskab med et lille, men indholdsrigt stykke af danmarkshistorien, når Christina Vorre tager os med til det ægte udkantsdanmark, hvor blandt andet sejlivede fyrmestre, et berygtet kvindehjem og sågar en eksotisk, zoologisk have i sin tid regerede.

Foredraget finder sted på Hovedbiblioteket i Viborg torsdag den 8. marts fra klokken 19-21 og er arrangeret af Dansk Vandrelaug Viborg, Viborg Folkeuniversitet og Viborg Bibliotekerne. Billetter til 50 kroner kan købes på viborgbib.dk eller hos arrangørerne.

Kommentarer