Kultur og events

Energimuseet fejrer Earth Day og åbner 22. april

"Den 22. april er en vigtig dag for klimakampen, og Energimuseet har besluttet at stå i spidsen for, at dagen fremover også bliver markeret i Danmark. Og allerede i år kan vi præsentere publikum for en stor nyhed. Ikke alene bliver Earth Day i år vores åbningsdag. Det bliver også dagen, hvor vi slår dørene op til vores nyindrettede Ørsted Sal, hvor man nu ved spændende spil, lege og forsøg kan teste sit eget energiforbrug og eksperimentere med, hvordan vi får reduceret vores CO2 udledning med de aftalte 70 %," siger Teo Juel Geer.

Energimuseet i Bjerringbro ser meget frem til at fejre den globale Earth Day ved at genåbne for publikum den 22. april.

I lighed med andre museer kunne Energimuseet ganske vist godt åbne den 21. april, men man har valgt at vente en ekstra dag for at markere Earth Day 2021, fortæller direktør Teo Juel Geer:

– I Danmark har vi markeret Earth Hour i slutningen af marts, men har aldrig gjort så meget ud af Earth Day, hvilket er en skam, for globalt er Earth Day den vigtigste dag for markering af indsatsen mod klimaforandringer. F.eks. blev Parisaftalen underskrevet den 22. april 2016, og i år har USA´s nye præsident Biden inviteret til Global Climate Summit den 22. april. Her er det forventningen, at den amerikanske regering vil løfte sløret for, hvordan de vil bekæmpe de globale klimaforandringer.

– Den 22. april er således en vigtig dag for klimakampen, og Energimuseet har besluttet at stå i spidsen for, at dagen fremover også bliver markeret i Danmark. Og allerede i år kan vi præsentere publikum for en stor nyhed. Ikke alene bliver Earth Day i år vores åbningsdag. Det bliver også dagen, hvor vi slår dørene op til vores nyindrettede Ørsted Sal, hvor man nu ved spændende spil, lege og forsøg kan teste sit eget energiforbrug og eksperimentere med, hvordan vi får reduceret vores CO2 udledning med de aftalte 70 %. F.eks. kan man lave en strømtest, og vi har udviklet et lærerigt spil, der nok skal få diskussionen om klima og forbrug i gang i familierne. Det er nok vores bedste familieaktivitet længe, siger Teo Juel Geer.

En anden stor nyhed er, at Energimuseet i højsæsonen og i weekenden har dedikeret to guider til at gå rundt blandt publikum for proaktivt at sprede viden og inspiration til gæsterne.

Energimuseet klarede sig godt igennem sidste års nedlukningsperiode og vanskelige betingelser. Museet havde alligevel 36.500 gæster, og det er kun et fald på 20 % i forhold til året før.

– Men vi ser da frem til at komme tættere på normalen i år. Vi eksisterer jo for gæsternes skyld og for at skubbe til den grønne omstilling – ikke for at holde lukket og modtage kompensation fra staten, slutter Teo Juel Geer.

Børn og unge under 18 år har fri entre til Energimuseet. Billetprisen for voksne er 120 kr. Museet har fra 22. april åbent hver dag 10 – 16.00. I højsæsonen fra 26. juni til 8. august er der åbent en time længere.

Husk, at man indtil videre skal vise Coronapas for at få lov at komme ind på et museum.

Kommentarer