Viborg By

Er du bekymret for en ældre medborger?

Er du bekymret for en medborger kan du nu henvende dig til bekymringspostkassen. Arkivfoto

Vi kan alle opleve modgang og føle os sårbare i perioder af vores liv. Er du/eller kender du en, der er i en situation, hvor du/de har brug for en støttende samtale, tilbyder Viborg Kommune et forebyggende hjemmebesøg til borgere fra 65 år.

De forebyggende medarbejdere håber, at de med bekymringspostkassen kan få kontakt til borgere over 65 år, der er udfordret i livet og derfor kan have svært ved at række ud efter hjælp. En henvendelse til bekymringspostkassen vil medføre, at en forebyggende medarbejder tilbyder et besøg til den pågældende borger.

Der kan være mange årsager. Det kan feks. være hvis du er blevet enke, eller har mistet en nærtstående. Hvis din ægtefælle er kommet på plejehjem, eller at du har mistet kontakten til familien/omgangskredsen. Hvis du er trist, meget alene, deprimeret, eller har svært ved at komme udenfor hjemmet.

Besøget kan foregå i borgerens eget hjem, eller i sundhedscenteret hvor der bliver talt om den henvendelse, der er modtaget i bekymringspostkassen. Der bliver snakket om, hvad der fylder i hverdagen, og hvilke tiltag, der kan støtte op, så hverdagen igen kommer til at fungere. De forebyggende medarbejdere vil være behjælpelige med at løse problemerne, og med at skabe kontakt til relevante medarbejdere, der kan bevillige kommunale ydelser. De har naturligvis tavshedspligt i forhold til det, du fortæller i samtalen.

Henvendelser gør en forskel for den enkelte borger

67-årig mand henvises til bekymringspostkassen af behandler i systemet, da han har store økonomiske og sociale udfordringer.

– Jeg var gået i stå – ingen penge – man bliver trist. Det er ikke til at overskue hvor og hvem man skal spørge om hjælp. Så kom hende der fra bekymringspostkassen, som min fysioterapeut havde kontaktet. Jeg fortalte om min gigt, ensomhed og pengeproblemer. Heldigvis fandt hun ud af hvem, der var min sagsbehandler på kommunen. Hun gav mig skubbet til selv at gå op på ydelseskontoret og søge hjælp til min tandlægeregning. Sørme om jeg ikke også fik mere i varmetillæg da jeg endelig fik ringet og talt med Udbetaling Danmark. Jeg følte mig jo meget alene så hun fortalte mig om alle de mange aktiviteter man kan deltage i. Jo hun fik da aktivitetsmedarbejderen til at ringe til mig. Så nu kommer jeg til fredags kaffe og kortspil hver uge – dejligt,  udtaler en anonym Viborg borger.

Henvendelse til bekymringspostkassen

Man kan ringe på telefon 20700731 eller skrive en mail til forebyggende@viborg.dk for at rette henvendelse til bekymringspostkassen. Der er mulighed for at rette henvendelse som anonym. Hvis man ønsker, at henvendelsen skal være anonym, må man ikke oplyse sit navn eller telefonnummer, heller ikke i en mail.

Læs mere om bekymringspostkassen her.

Kommentarer