Det er ren Watergate i Viborg
– Eller måske skulle det hedde u-ren. For Viborg-borgerne skal fortsat koge vandet – foreløbig frem til på søndag, hvor Energi Viborg igen vil melde ud om situationen.
Energi Viborg meddelte i dag klokken 13.20, at man nu kan konstatere at bakterietallet er for nedadgående, men anbefalingen om at koge drikkevandet opretholdes stadig.
Læs også: Advarsel. Bakterier fundet i drikkevand i Viborg
Nye prøveresultater viser, at bakterieantallet i drikkevandet på Nordværket er på vej ned, og forureningskilden er højst sandsynligt fundet. Der skal dog flere rene prøver til for at kunne ophæve kogeanbefalingen. Ledningsnettet er fortsat helt rent. Næste opdatering fra prøveresultater kommer søndag, meddeler Energi Viborg i en opdatering på hjemmesiden.
Synderen er en revne i tanken
– Vi har nu minutiøst gennemgået alle tanke på Nordværket senest med hjælp fra en dykker, der har undersøgt tankene. Der er fundet en revne i den ene tank på Nordværket, som forventeligt er kilden til bakterierne, fortæller Afdelingschef for drikkevand ved Energi Viborg Vand, Mogens Brems Knudsen.
Der bliver nu gjort klar til at bruge den intakte tank, ligesom prøveudtagningerne vil fortsætte, indtil man er sikre på, at drikkevandet på værket er rent. Arbejdet og kravene til flere rene prøver gør, at anbefalingen om kogning af drikkevandet tidligst kan ophæves søndag.
Energi Viborg melder søndag igen nyt ud om situationen på hjemmeside, SMS-service og Facebook til borgere og medier.
Testresultater er længe undervejs
Årsagen, til at der går så lang tid, inden der foreligger en ny status, skyldes, at prøverne skal dyrkes, for at man kan se bakterieindholdet, forklarer Mogens Brems Knudsen til Viborg Netavis.
– Det tager 18 timer at dyrke en prøve – for kimtal tager det tre døgn. Og vi skal have flere helt rene prøver efter hinanden, før vi ophæver kogeanbefalingen overfor brugerne, siger han.
Ny teknologi
Han fortæller, at opgaven med at vandprøverne foretages af et analysefirma, og at det sker efter en helt overordnet plan.
– Men vi forsøger jo hele tiden at optimere sikkerheden, og vi vil snart implementere et online overvågningssystem, hvor vandet screenes af en slags fototeknologi, der kan genkende de mikroskopiske partikler i vandet – og dermed også de uvelkomne. Dette skal fungere som et supplement til at opdage eventuel forurening hurtigere og vil på den måde forhåbentlig gøre sikkerheden for vores drikkevand endnu bedre, slutter han.
Kommentarer