Debatindlæg: Mette og Kaos
Debatindlæg af f Kristian Pihl Lorentzen. Medlem af Folketinget for Venstre
De fleste kender det legendariske socialdemokratiske slogan ”Stauning eller Kaos”. Nu er det vist på tide, at S lancerer en fremskrevet version af dette slogan, nemlig ”Mette og Kaos”.
Baggrunden er de seneste ugers begivenheder, der har være et sandt mareridt for landets minkavlere og deres familier. De har været udsat for en skandaløs og kaotisk proces, hvor det faglige grundlag for regeringens beslutninger om aflivning af raske dyr inden for en bestemt radius har været tynde og tvivlsomme samt genstand for stærkt delte meninger blandt førende eksperter.
Onsdag den 4. november kom statsminister Mette Frederiksen så med den endelige dødsdom over en hel branche. Hun gav klar ordre til, at samtlige op mod 17 millioner mink i Danmark skal udryddes. En beslutning med meget vidtrækkende konsekvenser for ikke kun minkbranchen, men også for det danske samfund. Argumentet var hensynet til folkesundheden og et forsigtighedsprincip. Og nu er situationen for alvor blevet kaotisk.
For det første står det nu klart, at der slet ikke findes lovhjemmel til at slå alle mink ned. Der er således tale om en direkte ulovlig ordre fra regeringens side. I skrivende stund tyder meget på, at den magtfuldkomne regering, herunder statsministeren, længe har vidst, at der var problemer med lovligheden. Men det afholdt ikke Mette F. fra at iværksætte danmarkshistoriens største aflivning af dyr. Jeg glæder mig over, at folketingets forretningsudvalg har besluttet at iværksætte en uvildig kulegravning af den skumle beslutningsproces. Vi kan nemlig ikke stole på den redegørelse, der er bebudet fra regeringens side.
For det andet er det med grumme billeder dokumenteret, at der på grund af hastværk pågår et komplet uacceptabelt dyrplageri, ligesom mink ligger og flyder på pladser og veje mange steder. Komplet kaotiske billeder, der maler et lidet flatterende billede af Danmark ude i den store verden.
Men værst af alt er den umenneskelige situation, som regeringen udsætter minkavlerne og deres familier for. Ikke alene skal de se deres livsværk gå til grunde for øjnene af dem – de må også tåle uvished om økonomien, uvished om lovgrundlaget for den igangværende aflivning af raske mink, samt uvished om muligheden for at skåne gode avlsdyr.
Venstre kæmper hårdt for at skaffe vished omkring de mange udestående spørgsmål, herunder om det faglige grundlag. Det er min klare påstand, at hensynet til folkesundheden sagtens kan gå hånd i hånd med hensynet til folkestyret og ordentlighed over for en hårdt ramt branche. Nu skal vi have fakta på bordet, så vi kan få styr på den komplet uholdbare situation.
Konklusion: Jeg har i mine snart 16 år som folketingsmedlem aldrig oplevet lignende kaos, herunder en regering, der med statsministeren i spidsen tilsidesætter folkestyrets spilleregler. Derfor er ”Mette og Kaos” desværre et yderst rammende slogan for den aktuelle situation i Danmark.
Kommentarer