Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen. MF for Venstre

Danmark er glædeligvis et foreningsland med tusindvis af små og store foreninger rundt i hele landet. Ikke mindst i lokalområdet er foreningslivet uløseligt forbundet med frivilligt engagement og initiativ til gavn for andre.

De mange aktiviteter i vores vidt forgrenede foreningsliv ville være ubetalelige, og for manges vedkommende ikke-eksisterende, såfremt skatteyderne og kommunen skulle stå for dem. I min optik er foreningslivet noget af det ypperste i vores dejlige land – et sted, hvor mennesker mødes, inspirerer hinanden og engagerer sig til stor gavn og glæde.

Det skal vi passe rigtig godt på.

Desværre tyder meget på, at foreningslivet er under stigende pres. Jeg hører i hvert fald mange dystre meldinger om, at det bliver sværere og sværere at få folk til at gå ind i bestyrelsesarbejdet rundt i landet. Som årsag nævnes det store regeltyranni, som foreningerne støder ind i.

Selv ved mindre aktiviteter skal der bruges kræfter og ulønnet tid på at søge tilladelser til dit og dat. Senest er især de små foreninger blevet belastet af loven om hvidvask af penge, der indebærer bøvlet indberetning af informationer om foreningerne til banker.

Dertil kommer høje bankgebyrer for selv små foreninger – igen affødt af uigennemtænkt lovgivning.

Det er på høje tid, at vi politikere anerkender foreningslivets enorme betydning for samfundet som helhed og for lokalområderne i særdeleshed. Vi skal luge ud i rækken af overflødige regler og unødvendigt bureaukrati, der er sendt ud over landet med spredehagl. Jeg har desværre selv været med til at stemme for den del af denne foreningshæmmende lovgivning.

Uden at være opmærksom på elementet af ”kollektiv afstraffelse”, hvor vi ramte ved siden af skiven. Det var en fejl, som jeg har sat mig for at rette op på. Vi skal nemlig passe rigtig godt på det umistelige danske foreningsliv – og de frivillige ildsjæle, der får det til at fungere til glæde for os alle.