Debat og politik

De lokale akutklinikker holdes fortsat lukket

Debatindlæg af Steen Thomsen. Regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti. Sundgårdsvej 22. 8700 Horsens

Et flertal i regionsrådet har nu forlænget lukningen af akutklinikkerne i Grenaa, Silkeborg, Skive og i Ringkøbing – gad vide hvornår de genåbner.

I nytårstalen lød det ellers flot fra den socialdemokratiske statsminister ”I mange byer, der tidligere havde et sygehus, er det blevet lukket. Nogle siger, at ’sådan er udviklingen’. Men det er ikke udvikling. Det er mange steder afvikling. Og det kan vi ændre – hvis vi vil”.

Men det klinger hult, når partifællen regionsrådsformand Anders Kühnau egenhændigt lige før jul lukkede den rest lokalsamfundene har tilbage – nemlig den lokale akutklinik.

Nu har et flertal uden om DF i regionsrådet desværre forlænget lukningerne. Men behandlingerne forsvinder jo ikke ved at blive centraliseret på de store sygehuse. Og de få sygeplejersker, der ellers arbejder på de lokale akutklinikker, skal nu køre langt på arbejde og dermed bruge arbejdstid på lang transport.

Foreløbig har regionsrådet lukket de lokale akutklinikker til 24. januar. Men til den tid vil der helt sikkert være lige så travlt og så kan de samme argumenter bruges til at forlænge lukningerne endnu engang. Så det kan desværre have lange udsigter til akutklinikkerne genåbner. Og til den tid kan nogle af de lokale sygeplejersker have fundet lokale sygeplejejobs i kommunen eller hos de lokale læger.

I DF mener vi, at de lokale akutklinikker skal forblive åbne og at vi i stedet skal vi gøre mere brug af ressourcebanken af tidligere sundhedspersonale, der har tilbudt deres hjælp ifm coronasituationen. Og så kan vi lægge nogle aktiviteter ud i akutklinikkerne – eksempelvis står vi overfor en stor vaccinationsopgave af de lokale borgere.

Socialdemokraterne taler om nærhospitaler og det nære sundhedsvæsen. Venstre taler har et motto, der hedder ”Hvad der ikke er svært, skal være nært”. Men der skal altså handling bag ordene. Borgerne i Skive, Ringkøbing, Grenaa og Silkeborg kan ikke bruge de flotte ord til noget, hvis sygeplejerskerne ikke er på den lokale akutklinik.

Og ikke nok med at borgerne nu må undvære deres lokale akutklinik. Lægevagten har nemlig meddelt, at når regionen har trukket sygeplejersken ud af akutklinikken, er det ikke patientsikkert at fortsætte lægevagtkonsultationer på akutklinikkerne. For syge patienter kan nu risikere at møde op til en lukket dør. Derfor medfører regionens lukning de lokale akutklinikker, at borgerne tilmed må undvære den lokale lægevagt. Det er ikke i orden.

Kommentarer