Vejrumbro

Coronakreativitet: Vejrumbrobørn lavede egen cykeltrial-træningsbane

Se billedserie Fire unge cykeltrial-udøvere gav smagsprøver på deres kunnen på den hjemmelavede bane i Vejrumbro. Foto: Gitte hagsholm. se flere billeder i galleriet

Når man bliver sendt hjem fra skole og ens favorit-fritidsaktivitet pludselig bliver lukket ned, hvad gør man så? Ja, så bygger man da bare sin egen træningsbane i forældrenes have, som nu bliver camp for en mini-trial-ungdomslejr i uge 27.

Nu er det godt nok ved at være et stykke tid siden. Alle børn har længe været tilbage i skolen, og for nylig genåbnede mange af de indendørs fritidsbeskæftigelser. Her i blandt Viborg Trial Klub, hvor mange Vejrumbrobørn og -unge træner på ugentlig basis.

Men for et par måneder siden var sitiationen en anden.

Børn og unge i Vejrumbro, som dyrker cykeltrial – og dem er der mange af – var lidt på herrens mark, da coronakrisen i marts pludselig betød hjemsendelse fra skole, isolering og ingen træning i  yndlingssporten, cykeltrial.

En af drengene, Marius Poulsen, boede heldigvis i et hus med en meget stor have, og i samråd med faderen, Lasse Poulsen, besluttede han at lave deres egen cykeltrial træningsbane.

Tanker blev hurtigt omsat til handling, og i løbet af et par dage havde Marius’ far, Lasse Poulsen, sammen med andre fædre fra byen stablet en hjemmelaver trial-bane på benene i haven, og her kunne børnene træne deres kundskaber på de særlige trialcykler.

Børnenes træner, Ole Kristensen, som selv er rundet af Trialaction (pendenten til sporten på motorcykler) – og en ganske habil én af slagsen – er imponeret over det lokale initiativ i Vejrumbro, hvor han i øvrigt selv bor.

– Jeg synes, det er et fantastisk initiativ, og jeg elsker jo bare at se de unge mennesker boltre sig, når de har fået styr på teknikken, som er vigtig i cykeltrial, siger han.

Ole Kristensen, som træner nogle af Danmarks dygtigste talenter inden for cykeltrial, er også begejstret for banen, lokale borgere efterhånden har fået bygget op i Lasse Poulsens have, og derfor har de to i fællesskab arrangeret en minicamp for cykeltrialentusiaster Vejrumbro torsdag og fredag  i uge 27.

– Det bliver et par hyggelige dage, hvor vi får trænet en masse, men også hygget os sammen, siger Ole Kristensen.

Hvis man vil høre mere om arrangementet uge 27  – eller bare høre mere cykeltrial – kan man kontakte Ole Kristensen på telefon 40 18 40 34.

Fire lokale drenge fra Vejrumbro, som har været med til at lave deres egen træningsbane i en have i Vejrumbro. Fra venstre: Marius Poulsen (12), Emil Grangård (12), Rasmus Vestergaard (14), og Noah Jacobsen (12). Foto: Gitte Hagsholm

Kommentarer