Viborg By

COLLEGE Viborg giver fysiske rammer til unge ambitiøse sportsudøvere

De tre sakse blev ført af Ulrik Wilbek Borgmester og formand for Viborg Elite, formand Johannes Stensgaard fra Boligselskabet Sct. Jørgen og rektor Helge Markussen fra Viborg Katedralskole. Foto: Viborg Elite 

Et særdeles stærkt og målrettet samarbejde har gjort det muligt med raketfart at etablere, indvie og erklære fulde huse i første skoleår for COLLEGE Viborg. Begejstring og forventningerne til fremtiden var derfor også i top, da partnerskabet bag COLLEGE Viborg torsdag havde indvielse. 

Tre sakse klippede båndet og indviede dermed officielt COLLEGE Viborg, der i det kommende år vil være hjemmet for 26 unge sportsudøvere og IB (international gymnasial uddannelse) elever. De tre sakse blev ført af Ulrik Wilbek Borgmester og formand for Viborg Elite, formand Johannes Stensgaard fra Boligselskabet Sct. Jørgen og rektor Helge Markussen fra Viborg Katedralskole.

Inden snoreklippet glædede Ulrik Wilbek sig over det stærke lokale samarbejde, der på kort tid har muliggjort etablering af COLLEGE Viborg – og fremhævede vigtigheden af en ansvarlig talentudvikling.

– I Viborg Kommune vil vi gerne prioritere et stærkt talent set up. Med COLLEGE Viborg gør vi det både med de flotte fysiske rammer, og med det stærke trivselsspor, der sikrer, at vi kan tage hånd om de enkelte talenter i hverdagen.

Johannes Stensgaard fremhævede Viborg som en ungdomsby.

– Med de nye boliger har Sct. Jørgen 427 kollegie-boliger til fornuftige priser i kasserne området, så det giver gode muligheden for at skabe sig et dejligt liv med masser af socialt samvær uden for skole og idræt.

–Det er fantastisk, at vi på så kort tid har skabt et så flot tilbud. Det vil blive til stor gavn for alle ungdomsuddannelser i Viborg – og det sikrer, at vore unge talenter kan kombinere uddannelse og deres særlige interesse, blev Helge Markussens afsluttende ord inden de tre talere meget symbolsk klippede båndet samtidig og i fællesskab indviede COLLEGE Viborg helt officielt.

Baggrund

Målet med COLLEGE Viborg er at tiltrække flere ungdomsuddannelseselever, som kan bosætte sig og udvikle deres talent i Viborg og samtidig understøtte videreudviklingen af talentmiljøer i de lokale idrætsklubber.

Borgmester Ulrik Wilbek holdt tale i forbindelse med indvielsen af COLLAGE Viborg. Foto: Viborg Elite

Fakta

COLLEGE Viborg tilbyder et botilbud med relevante støttefunktioner som omsorgsperson, bespisning, fælles faciliteter, sociale aktiviteter, lektiehjælp, nattevagt og lignende.

COLLEGE Viborg støttes af Viborg Kommune og er skabt i et stærkt samarbejde mellem Viborg Katedralskole, Boligselskabet Sct. Jørgen og Viborg Elite.

 

Kommentarer