Ørum

Carsten Dalsgaard Poulsen: Talerør for ældre medborgere

Carsten Dalsgaard Poulsen. Privatfoto

Debatindlæg af Carsten Dalsgaard Poulsen
Kandidat til Ældrerådsvalget i Viborg.

Ældrerådsvalget er i fuld gang her i Viborg Kommune. Alle borgere 60+ har  mulighed for at stemme på en opstillet kandidat. Valget foregår i perioden fra 1. november til 21. november, og bliver gennemført med digital post og brev med stemmeseddel for dem som ikke bruger digital post.

Ældrerådet skal rådgive Byrådet i ældrepolitiske spørgsmål og fungere som kontaktorgan mellem borgere og Byrådet ved tilrettelæggelse af Byrådets ældrepolitik.

Som ældre borger her i lokalområdet ‘”Gl. Tjele kommune” har jeg valgt at opstille til Ældrerådsvalget.

Jeg har siden 2006 boet i Ørum, mit arbejdsliv sluttede som ansat i hjemmeplejen og på demensplejehjemmet Sct. Kjeldsgården i Viborg, desuden har jeg arbejdet på Højvangen i Ørum i en kortere periode. Så jeg har en god indsigt i ældres vilkår.

Jeg har i det meste af mit liv været interesseret i samfundsforhold og borgernes trivsel. Jeg er både lands- og lokalpolitisk interesseret, desuden har jeg de seneste 5 år været besøgsven hos Røde Kors.

Ældre livet skal være godt. Ældre skal behandles ordentligt, der skal gives en god pleje og omsorg til de borgere der har brug for det. Gode aktivitetsmuligheder for at holde sig i god fysisk og mental tilstand er vigtigt. Nogle af mine mærkesager er: En god hjemmehjælp, gode plejehjem, gode transportmuligheder, gode ældreboliger, et værdigt liv som ældre.

Viborg Kommune afholder et orienteringsmøde her i lokalområdet onsdag den 15. november på Plejecenter Højvangen i Ørum, hvor alle kan deltage, her vil jeg også deltage.

Jeg håber, at mange af mine ældre medborgere benytter sig af muligheden for at afgive deres stemme til Ældrerådsvalget, og jeg håber selvfølgelig også på, at mange får lyst til at støtte mit kandidatur.

Kommentarer