BSV: Vigtig sejr på vanskelig udebane
Bjerringbro-Silkeborg vandt 31-28 på udebane over TTH Holstebro og er nu kun et enkelt point fra andenpladsen i 888Ligaen.
Af Jonas Løytved
Det var en yderst vigtig sejr, som Bjerringbro-Silkeborg hentede onsdag aften. Pladsen i top fire i grundspillet synes sikker efter sejren på 31-28 over TTH Holstebro, og nu har de forsvarende mestre blot et enkelt point op til vestjyderne, der indtager andenpladsen.
Bjerringbro-Silkeborg var hverken til taget til Holstebro for at købe en gård eller en ko. De var taget mod vest for at hente to point. Det er en af de sværeste opgaver i dansk håndbold, som de forsvarende mestre var sat på, men efter en meget koncentreret indsats lykkedes det dem at få lige præcis, hvad de kom efter.
Værterne sad ganske vist på begivenhederne i første halvleg og den første del af anden halvleg, men de slog aldrig det afgørende forspring. Da det skulle afgøres, var Bjerringbro-Silkeborg skarpe. I målet var Søren Rasmussen god, og angrebsmæssigt var Rasmus Kier skarp, mens Michael Knudsen og Sebastian Skube igen viste forrygende samspil.
Der var liv og glade dage i Holstebro, hvor kampen var blevet markedsført som en DM-revanche, og hvor godt med mennesker havde fundet vej til håndbold. Liv var der i sandhed også på banen, hvor begge mandskaber var opsatte på at vise, hvad de kunne. Når Peter Balling hamrede et landskud ind i den ene ende, gjorde Nikolaj Markussen det samme i den anden ende, og det samme gjaldt i målene, hvor Torbjørn Bergerud og Søren Rasmussen skiftede til at redde.
Lige børn leger bedst, og to jævnbyrdige hold leverede god og underholdende håndbold. På måltavlen var der rigeligt med aktivitet, og det skyldtes både et par udvisninger i begge ender, men fremfor alt var det fordi både dem i hvidt og dem i sort fandt fine detaljer frem. De fulgtes også ad gennem det meste af første halvleg, hvor værterne fra Vestjylland i de sidste minutter bragte sig foran med to mål, før de to hold gik til pause.
For Bjerringbro-Silkeborg var Sebastian Skube særligt aktiv i indledningen. Tilskuerne i Gråkjær Arena buhede af sloveneren fra start, men det lod ikke til at bekymre ham. Det var Skube, der trak opmærksomhed til sig og skabte fin plads til blandt andre Nikolaj Øris og Nikolaj Markussen, men han var også selv målfarlig og scorede tre gange på fire forsøg før pausen.
Gæsterne havde mest succes med deres afslutninger midt i banen. Torbjørn Bergerud havde læst godt på Bjerringbro-Silkeborgs fløjspillere. Målmanden var sammen med en godt skydende Viktor Östlund værternes bedste før pausen. Søren Rasmussen havde også flere fine redninger, men han nåede ikke helt Bergeruds niveau og lod sig kort før pausen udskifte med Sebastian Frandsen.
Første halvleg foregik i et højt tempo, og efter pausen blev der bare skruet yderligere op. Det høje tempo var med til, at Bjerringbro-Silkeborg havde svært ved at få ordentligt fat defensivt. Værternes hurtige bevægelser drillede, men omvendt havde hjemmeholdet det også svært overfor Bjerringbro-Silkeborgs offensiv.
Farten i spillet betød også, at tingene hurtigt kunne skifte. Kort inde i anden halvleg kom TTH Holstebro for første gang foran med tre mål, men der gik bare et minut, før gæsterne havde svaret igen og udlignede til 17-17. Det var hjemmeholdet, der var i førersædet gennem starten af anden halvleg, men Bjerringbro-Silkeborg blev ved med at hænge i, og med et kvarter tilbage kom føringen.
Det var en velspillende Michael Knudsen, der satte føringsmålet til 23-22 på tavlen. Samspillet mellem Skube og Knudsen var nok engang en fornøjelse at følge. Det samme var Rasmus Kier og Kristian Klitgaard, der kom ind på fløjene. De var træfsikre og medvirkende til, at Torbjørn Bergeruds redningsprocent faldt efter pausen.
Mens antallet af TTH-redninger faldt, løftede Søren Rasmussen sit niveau efter han vendte tilbage i Bjerringbro-Silkeborg-målet, og da gæsterne fortsatte med at score, gik de i de sidste 10 minutter foran med tre mål. Og scoringerne? De blev bare ved med at falde. Knudsen, Øris, Kier og co. var alle skarpe, hver gang de fik chancen, og så kom TTH aldrig tilbage. Bjerringbro-Silkeborg fik en rigtig vigtig sejr, der luner på ligakontoen, og samtidig er en strålende opladning til søndagens måske altafgørende kamp i VELUX EHF Champions League mod Kadetten Schaffhausen.
Kampfakta:
TTH Holstebro – Bjerringbro-Silkeborg 28-31 (15-13)
Kommentarer