Brug for realitetssans, rettidig omhu og handlekraft.
Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen. MF og transportordfører for Venstre.
Ifølge Institute of International Financering (IFF) udstedte verdens lande alene i marts i år gæld for 14.000 milliarder kroner. IFF forventer, at den globale gæld vil være vokset til 342 pct. af verdens BNP ved årets udgang. Gæld dækker over boligejernes gæld, virksomhedernes gæld og staternes gæld. Disse tal viser, at hele verden går meget dystre økonomiske tider i møde.
Glædeligvis har Danmark en robust økonomi sammenlignet med de fleste andre lande. Men vi går ikke ram forbi. Vores lille økonomi er uløseligt forbundet med resten af verden. Tænk blot på den enorme eksport af fødevarer og industriprodukter, som er grundlaget for vores velfærd. Når eksporten falder, så skrumper vores samfundskage, der finansierer velfærden.
Under alle omstændigheder bliver der for alvor brug for, at vi politisk gør vores yderste for at holde hånden under de danske arbejdspladser og den danske produktion, der er grundlaget for vores økonomi og fælles velfærd. Herunder med hjælpepakker og en stærk strategi for igen at få damp på kedlerne efter Corona-nedlukningen. Fx med fremrykkede nødvendige investeringer i den trafikale infrastruktur, der er så afgørende for jobskabelse og vækst i hele landet.
Et er sikkert: Der bliver ingen penge at rutte med i de kommende år. Venstrefløjens hede drømme og krav om stor vækst i den offentlige sektor er et fatamorgana i en situation med voldsomt tilbageslag for den private sektor, der finansierer det hele.
Nu gælder det om, at vi forener kræfterne om at passe bedst muligt på Danmark i en tid, hvor vejrudsigten for den globale økonomi står storm og torden. Og i den forbindelse bliver realitetssans, rettidig omhu og handlekraft uhyre vigtige egenskaber i det politiske arbejde for Danmark midt i et stormfuldt verdenshav.
Kommentarer