Brandvarm torsdag i Midtjylland. Familie måtte kortvarigt evakueres
Midtjysk Brand & Redning er kommet på overarbejde i tørken, hvor markarbejde øger risikoen for brand. Torsdag måtte de rykke ud til ikke færre end 16 markbrande på 7 timer.
Klokken 14.30 torsdag rykkede Midtjysk Brand & Redning ud til den første af i alt syv brande i løbet af dagen og aftenen.
Det skriver TV Midtvest.
– Brandene er spredt over hele kredsen, og det har været større eller mindre markbrande. De er vist alle opstået i forbindelse med landbrugsredskaber. Så især brandvæsenet har haft travlt i dag, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen til TV-stationen.
Danske Beredskaber kører ud til godt 30 naturbrande om dagen, og alene i juli er de rykket ud til over 1.000 naturbrande og 449 i juni. Det er langt over det gængse antal brande på et helt år – hvilket er 1.200.
– Vi sørger for at have mandskab nok. I særdeleshed ved naturbrandene sørger vi for at sende mandskab nok af sted, så vi kan angribe med overlegen styrke til at begynde med, forklarer siger Lars Erik Leth, der er indsatsleder hos Midtjysk Brand og Redning, der også har et godt råd til landmændene.
– Landmændene kan sørge for at holde maskinerne rene og have noget slukningsmiddel med ud. Der er set flere eksempler på nogen, som har en vogn med vand eller en vandtank spændt på en traktor, men det er en god ide bare at have et eller andet med og være forberedt på, at det kan ske”, siger Lars Erik Leth.
Familie i Tjele måtte evakueres
En af de mange brande skete nær Hobro Landevej ved Tjele, hvor der klokken 15.31 gik ild i løs halm og muligvis også en traktor.
En nabo havde meldt, at branden var tæt på et hus, så beboerne blev evakueret, oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands PolitiCarsten Henriksen, til TV MidtVest.
Man fik dog hurtigt branden slukket, og beboerne kunne snart vende tilbage til huset igen.
– Det gik ikke så galt som frygtet. Branden er slukket og under kontrol, og beboerne er tilbage i huset. Ingenting tog skade, siger Carsten Henriksen.
Kommentarer