Karup

Bogcafe, koncert, eventyrjagt og udstilling på Karup Bibliotek

Kom og vær med, når Karup Bibliotek deltager i Åben By arrangementet 20. maj med bogcafé, koncert, eventyrjagt og fotoudstillinger. Biblioteket holder ekstraordinært åbent med personale dagen.

Når Karup fejrer byfornyelse med Åben By lørdag 20. maj, er der aktiviteter for både store og små på Karup Bibliotek. Der er Bogcafé for de store, eventyrjagt for de små og koncert og udstillinger for alle. Der er fri entré og ingen tilmelding til oplevelserne.

Bogcafé

Klokken 10.30 -11.30 indbyder de to bibliotekarer, Karin Hedemand og Charlotte Hvorslev, til Bogcafé, hvor de anbefaler gode bøger. Karin og Charlotte er to læseheste, som fortæller om rigtig mange forskellige bøger, og de spænder bredt, lige fra de nyeste nordiske romaner, spænding og slægtsromaner til bøger fra varme himmelstrøg. Så hvis du mangler ideer eller inspiration til sommerens læsning, så mød op. Der er kaffe og sødt.

Koncert med Nimbus

Klokken 13 er der koncert med Nimbus Band. Genren er en blanding af 70’ernes dansksprogede pigtrådsrock a la Steppeulvene og 90’ernes collegerock inspireret af blandt andet amerikanske Weezer. I 2015 indspillede Nimbus Band sit første album “Debut” med 12 numre. Bandet består af Martin Leander, Knud Østerbye, Kasper Johnsen og Casper Sveigaard.

Eventyrjagt med bogmonstret Gumle

Torsdag 18. maj til torsdag 1. juni er der Eventyrjagt med det lille bogspisende monster Gumle. Eventyrjagten er for de 3-6 årige og deres familier, som opfordres til at komme og hjælpe med at finde Gumle. Det er en lille figur fra en billedbog. Han elsker eventyr og elsker dem så meget, at han allerhelst vil spise dem. Bibliotekets eventyrbøger er derfor i fare for at blive spist, så kom ind på Karup Bibliotek og hjælp med at finde både Gumle og de eventyr, han er sulten efter. I betjent åbningstid og dermed også lørdag 20. maj klokken 10-14 venter en lille belønning, når alle eventyr er fundet.

Fotoudstillingen ”Karups centrum – Den gamle station”

Lokalhistorisk arkiv udstiller billeder på biblioteket fra den gamle station fra 1906 og frem til Karup Biblioteks tilblivelse i stationsbygningen i 1977 og videre frem til i dag. Karup Bibliotek er indrettet i den gamle station fra 1906, og den er en af Karups få historiske bygninger. Byen voksede op omkring stationen, som efter banens nedlæggelse i 1977 blev indrettet til bibliotek. Udstillingen  er del af Fotodage Viborg og kan ses på Karup Bibliotek indtil 28. maj.

Børnefotoudstilling: Mit navn det står med …

Indtil 28. maj udstiller 25 børn fra Børnehuset Solstrålen deres fotos fra fotoaktiviteten ”Mit navn det står med …” under Fotodage Viborg. De flotte fotos i størrelse 20 x 30 cm kan ses i børnerummet på Karup Bibliotek.

Biblioteket holder ekstraordinært åbent med personale lørdag 20 maj klokken 10-14, og der er kaffe og saft på kanden.

Kommentarer