Anders Kühnau bliver regionsrådsformand i Region Midtjylland
Der er onsdag morgen, indgået en konstitueringsaftale mellem alle regionsrådets partier. Aftalen betyder, at Anders Kühnau (S) bliver regionsrådsformand for Region Midtjylland i perioden 2018 – 2021.
Hanne Roed (Rad.V.) bliver 1. næstformand, og Carsten Kissmeyer (V) bliver 2. næstformand. Konstitueringsaftalen redegør for sammensætning af forretningsudvalg, fire stående udvalg med videre.
Se kandidaternes personlige stemmetal
Psykiatriområdet har fået et særligt fokus i aftalen. Udover de 10 millioner kroner, som tidligere er aftalt som led i budgetforliget for 2018, har partierne aftalt, at der findes yderligere 15 millioner kroner til et løft af psykiatrien i 2018. Disse midler går til flere senge, bedre personalenormeringer, psykiatrihuse i samarbejde med kommunerne mv. Herudover er parterne enige om at løfte psykiatrien yderligere ved budget 2019.
Valgresultatet skal godkendes i Region Midtjyllands valgbestyrelse, før det kan betragtes som endeligt. Valgbestyrelsen mødes torsdag 23. november klokken 11.00.
Stemmeprocenten til valget i Region Midtjylland var 72,7 procent. Ved seneste regionsvalg i 2013 var stemmeprocenten 73,8 pct.
Kommentarer