Samfund

Anbefaling til ny skolestruktur er klar

Det nuværende Børne- og Ungdomsudvalg i Viborg Byråd anbefaler til det nye Børne- og Ungdomsudvalg, at der arbejdes videre med en ny struktur for skoledistrikterne for at imødekomme det faldende elevtal.

Børne- og Ungdomsudvalget har besluttet at anbefale en model, der giver større skoledistrikter i Viborg Kommune. Anbefalingen peger på større og færre skoledistrikter med uændret antal matrikler. Løsningen vil gøre det muligt at optimere antallet af elever i klasserne på de enkelte matrikler indenfor distrikterne.

– Vi har besluttet at sende denne anbefaling videre til det nye udvalg, som træder sammen efter nytår. Det vil give det det nye udvalg et fundament at stå på og arbejde videre ud fra, fortæller Per Møller Jensen, formand for børne- og Ungdomsudvalget.

I den konstitueringsaftale, som det nye byråd har indgået for årene 2022-2025, er der enighed om at styrke folkeskoleområdet, sikre kvaliteten og samtidig tage højde for udfordringen med et faldende elevtal.

– I Viborg Kommune skal vi inden juni vedtage en ny skolestruktur, der tager højde for et faldende elevtal, og som samtidig forsat tilbyder god kvalitet i undervisningen. Det er en del af konstitueringsaftalen for det nye byråd. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu har modtaget en konkret anbefaling, som det nye udvalg kan arbejde videre med, så vi kan nå i mål inden sommer, siger borgmester Ulrik Wilbek.

Det faldende elevtal

Det er en større udfordring med et faldende elevtal, der betyder, at Viborg Kommune skal finde nye veje til, at skolevæsenet forsat kan sikre kvaliteten af folkeskolen. I skoleåret 2017/2018 var der 10.280 folkeskoleelever i Viborg Kommune. I år er tallet faldet til 9.444, og ser vi fremad, viser prognosen, at tallet er nede på 8.560 elever i skoleåret 2028/2029.

Denne udfordring er baggrunden for, at Børne- og Ungdomsudvalget i 2019 fik til opgave at lave et forslag til at reducere antallet af klasser på kommunalt plan. Den anbefaling, som udvalget nu har sendt videre, er blevet til gennem en længere proces, der dog har været vanskeliggjort af situationen med Covid-19.

Anbefalingen blev præsenteret for byrådet på et temamøde den 8. december 2021.

Kommentarer