Aftale om bedre veje til job og uddannelse

Regeringen og en række forligspartier har indgået en aftale om bedre veje til uddannelse og job. Aftalen indeholder en ny uddannelsespolitisk målsætning samt etableringen af en sammenhængende kommunal ungeindsats (KUI) og en ny Forberedende Grunduddannelse (FGU).
Den Forberedende Grunduddannelse
Den Forberedende Grunduddannelse henvender sig til unge under 25 år uden en ungdomsuddannelse. Den forberedende grunduddannelse skal være et tilbud for unge, der har behov for afklaring om deres fremtidige uddannelses- og beskæftigelsesvej.
Primo 2018 påbegyndes den centralt styrede kommunale proces omkring etablering af aftaler for placering af den nye forberedende grunduddannelse. Nationalt skal der etableres cirka 90 skoler, hvoraf cirka 25 skal være såkaldte institutioner.
Den kommunale ungeindsats
Formålet med den kommunale ungeindsats er, at den unge og dennes forældre møder kommunen som én samlet instans på tværs af de bagvedliggende kommunale kompetencer og opgaver. Ansvaret er i dag ikke entydigt forankret et sted i kommunen, men er udbredt til en række aktører.
Fremover bliver det kommunernes entydige ansvar, at gøre alle unge parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse, koordinere den samlede ungeindsats i den enkelte kommune på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen.
Det er kommunerne, der afgør organiseringen af den kommunale ungeindsats.
Tidsperspektiv
Undervisningsministeriet har fremlagt en foreløbig national tidsplan for etableringen af den forberedende grunduddannelse:
Jan./feb. 2018: Opstart af lokale processer for institutionsdannelse (4 mdr.)
Marts 2018: Samlet lovforslag fremsættes
Juni 2018: Forventet vedtagelse af lov
Aug. 2018: Undervisningsministeren træffer afgørelse om dækningsområder og placering af
skoler
Aug. 2018: Institutioner oprettes
Aug. 2019: Elevopstart på FGU
Kommentarer