Tjele

Ældresagen i Tjele har vokseværk 

Ældresagen Tjele holdt for nylig årsmøde på Vammen Kro. Her var det lokale medlem af Ældrerådet i Viborg, Carsten D. Poulsen, som er bosat i Ørum, inviteret til at fortælle om Ældrerådets arbejde. Arkivfoto

Der er medlemsfremgang hos Ældresagens lokalafdeling på Tjeleegnen. Det kunne man med tilfredshed notere sig, da foreningen for nylig hold generalforsamling, hvor der også var udskiftning i bestyrelsen.

Tirsdag den 5. marts holdt  ÆldreSagen Tjele lokalafdeling årsmøde på Vammen kro med ikke mindre end 93 deltagere.

Der er også stor tilslutning til foreningen, hvor medlemstallet er steget med 35 i 2018, og man er i dag oppe på 1262 medlemmer.

Mange aktiviteter og tilbud

Efter  formand Tage Vegeberg Nielsens velkomst, var der en kort præsentation af den nuværende bestyrelse. Herefter gik man over til dagsordenen, hvor formanden fortalte om foreningens virke i det forløbne år.

Året har budt på mange aktiviteter, blandt andet Kursus i Rejse-engelsk, IT-cafe som startede op i Ørum, foredrag om “Din Digitale Arv”, Den hjælpende hånd, Slægtsforskning, udflugt for de frivillige til Den Gamle Papfabrik i Viborg, Tryghedsopkald, og Bisidderordning.

Det nyeste tiltag er et samarbejde med Børnehaven i Ørum, hvor et par frivillige er startet som “Børnehaveven”.

Kassereren gennemgik regnskabet, som viste et lille overskud.

Udskiftning i bestyrelsen

Formanden Tage Vegeberg Nielsen og bestyrelsesmedlem Kaj Ejsing-Duun ønskede ikke at fortsætte i bestyrelsen.

Tage Vegeberg Nielsen har været medlem af Ældresagen Tjele siden 2011 og som formand siden 2012. Han modtog en vingave og en buket blomster for sit formandsvirke.

Nye medlemmer af bestyrelsen er Lis Jensen, Mollerup, og Jane Siegfredsen fra Vammen. Sidstnævnte har tidligere har været suppleant. Der var genvalg til Kjeld Gregersen, Vammen, wog Henning Brücker-Kristensen fra Ørum.

Som suppleanter blev valgt Carsten Fisker, Hammershøj, og Villy Nielsen, Foulum.

Information om Ældrerådet

Efter mødet fortalte det lokale medlem af Ældrerådet i Viborg, Carsten D. Poulsen, om de opgaver Ældrerådet beskæftiger sig med. Ældrerådet i Viborg består af 11 medlemmer.

Aftenen sluttede traditionen tro af med stegt flæsk og persillesovs.

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig med Erling Lanng Eriksen, Mollerup, som ny formand og Lis Jensen som næstformand. Villy Lauridsen Sahl, Ørum, fortsætter som kasserer.

Kommentarer