92 nye tilfælde af Omikron-varianten i Viborg Kommune
Mandag kl. 12 havde Viborg kommune 92 tilfælde af COVID-19-smittede med den nye omikron-variant.
Den nye variant af virus breder sig efter et lokalt smitteudbrud.
For den nye variant gælder det, at man skal gå i isolation som nær kontakt til en smittet og som nær kontakt til en nær kontakt til en smittet – det vil sige kontakt i 2. og 3. led.
Viborg Kommune har under hele forløbet med corona efterlevet de statslige anbefalinger og retningslinjerne i fuldt omfang. Men i den aktuelle situation vil isolation af nære kontakter til nære kontakter gøre det umuligt at opretholde kritiske funktioner, især i hjemmeplejen, på plejecentrene og på socialområdet.
– Derfor har vi besluttet, at medarbejdere, der er nær kontakt til nær kontakt, opfordres til at møde på arbejde på de kritiske områder – iført værnemidler, siger kommunaldirektør Lasse Jacobsen.
Også daginstitutionsområdet er under pres, og i skrivende stund er to institutioner og 10 dagplejere lukket ned i den nordlige del af kommunen.
– For ikke at risikere at mangle personale til vores hjemmepleje, plejecentre og socialområde vil vi gøre at alt, hvad vi kan, for at holde daginstitutionerne åbne, så forældrene kan komme på arbejde. Hvis en institution mangler så meget personale, at den ikke kan holdes åben, vil Viborg Kommune i den konkrete situation kunne blive nødt til at afvige fra anbefalingen om, at medarbejdere, der er nære kontakter i 3. led, skal gå i selvisolation, fortsætter kommunaldirektøren.
En nær kontakt er defineret som det at have været inden for 1 meters afstand i mindst 15 minutter.
Viborg Kommune tager situationen meget alvorligt og appellerer til, at alle lader sig vaccinere og teste i videst muligt omfang. Kommunen er i tæt dialog med både KL og Styrelsen for Patientsikkerhed og forventer, at retningslinjerne ændres, så det bliver muligt at opretholde de kritiske funktioner.
Region Midt arbejder på at udvide testkapaciteten i Viborg Kommune. F.eks. har regionen øget antallet af PCR- nærkontakttider i Viborg til det dobbelte for at imødekomme den øgede efterspørgsel.
Kommentarer