Navnenyt

90-årige Oline fejrede sin runde fødselsdag med en stor fest på kroen

Oline i sit kontor, hvor hun dagligt checker sin eboks, emails og følger med i nyhederne. Foto: Gitte Hagsholm

Oline fra Vammen rundede 90 år lørdag 9. marts. Og det blev fejret med en festlig eftermiddag på Vammen Kro, hvor familiemedlemmer, venner og naboer hyldede en fødselar i hopla.

Af Gitte Hagsholm, viborg@netavis.dk

VAMMEN – Oline Marie Andersen er hendes fulde navn; men de fleste i Vammen og omegn kender hende ‘bare’ som Oline.

Her har hun været aktiv i lokalområdet, siden hun i 1959 blev gift med Kristian Andersen og flyttede ind på slægtsgården ved Røde Sø uden for Vammen.

Men historien starter et helt andet sted.

Oline er født på skolen i Vester Torsted ved Vejen, hvor hendes far var lærer. I 1947 flyttede familien til Vittarp i Vestjylland.

Samme år blev Oline blev konfirmeret, og umiddelbart efter kom hun ud at tjene hos en dyrlæge i Nr. Nebel.

Efter et år på på Snoghøj Gymnastikhøjskole fulgte endnu et år i huset; denne gang hos en familie i Varde, som var en ny opdagelse for Oline.

– Det var en helt anden familie, som blandt andet tog mig med i biografen. Det var helt nyt og anderledes for mig og meget sjovere, fortæller hun.

Lærer og landbokone

Oline havde egentlig ikke i tankerne, at hun skulle være lærer.

– Det var noget, min far bestemte, fortæller hun.

Modsat sine tre yngre søskende havde Oline hverken en real- eller gymnasieuddannelse, og hun måtte derfor et år på småbørnssemenariet for at læse op til prøve som småbørnslærer. Det lykkedes, og i marts 1956 kunne hun kalde sig småbørnslærer for elever i 1. til 3. klasse i almene fag som læsning, skrivning og håndarbejde. Umiddelbart efter søgte hun og fik en vikarstilling på Vammen skole.

Stillingen varede kun i tre måneder, men det var tre måneder, som beseglede hendes fremtid. I Vammen mødte hun nemlig Kristian; sin kommende mand og livsledsager i mange år.

Det unge par blev gift i 1959, og Oline flyttede ind på slægtsgården ved Røde Sø lidt uden for Vammen.

Hun vedblev dog med at arbejde som lærervikar, som hun fandt stor glæde ved.

– Jeg elskede arbejdet med børnene, og så ville jeg da også helst slippe for det hårde arbejde på gården, siger hun med et glimt i øjet.

I 1972 besluttede man i Tjele Kommune at oprette børnehaveklasser på samtlige skoler.

– Jeg var med til at organisere oprettelse af børnehaveklasserne i hele kommunen. Og jeg startede selv en børnehaveklasse op i Foulum, fortæller Oline, som de sidste år af sit arbejdsliv var leder af børnehaveklassen på Rødding Skole.

Lokal ildsjæl

Oline har ved siden af sit arbejde og omsorg for familien også altid været aktiv i lokalsamfundet.

Hun var formand for Landboforeningens Husholdningssektion, og da den nye multihal blev bygget, uddannede hun sig til fitnessinstruktør og underviste indtil coronaen satte en stopper for aktiviteterne i 2020.

Oline var også aktiv, da politikerne efter kommunesammenlægningen i 2007 ville nedlægge skolen i Vammen. Hun greb til tastere med læserbreve og deltog aktivt sammen med andre lokale ildsjæle i kampen for at bevare skolen. En kamp som endte ud med etaberingen af Langsø Friskole, som i dag også rummer både børnehave og vuggestue.

– Det er jeg stolt af. Det har vi gjort godt, fastslår hun.

Mange rejseoplevelser

Selvom det nære har fyldt meget i Olines liv, så har hun sammen med Kristian også haft en stor glæde ved at rejse. Og sammen nåede de vidt omkring.

– Vi var, allerede inden vi blev gift, på bustur til Paris. Pengene var små dengang, så vi kom hverken i Eiffeltårnet eller på Louvre; men det var alligevel en stor oplevelse for os, husker hun.

Senere fulgte rejser til både Gardasøen i Italien og til Mallorca, og i 1995 var parret en uge på Island, hvor Kristian flere år tilbage havde arbejdet på en svinefarm.

– Det var en fantastisk oplevelse. Og fordi Kristian havde kontakter fra sin tid på øen, fik vi mulighed for at se og opleve steder, andre turister ikke havde adgang til, fortæller Oline.

I 2000 gik turen til Egypten, som også var en stor oplevelse.

Nyt liv

For et par år siden besluttede Oline og Kristian, at flytte ind i en lejebolig  i Vammen. Arbejdet med at passe gården og det store hus var efterhånden blevet for stor en mundfuld for ægteparret.

Sønnen Jens, overtog slægtsgården, og selvom han og familien bor i København, fastholdt han driften og kom hjem, når der skulle sås eller høstes; og Kristian kunne stadig have sin gang på den fædrende gård.

– Det var svært for os at flytte. Jeg kunne næsten ikke overskue alt det, jeg skulle skille mig af med. Men jeg fik alle mine billeder med, og det er det vigtigste, siger Oline.

Parret fik dog ikke lang tid sammen i deres nye hjem.

Sidste år døde Kristian efter kort tids sygdom, og Oline har påny skullet vænne sig til en ny tilværelse.

– Det var svært i starten. Jeg syntes, jeg kunne høre og mærke Kristian hele tiden. Men det går fremad, og jeg er ved godt mod, siger hun.

Derfor besluttede hun også – efter nogle overvejelser –at 90 års fødselsdagen skulle fejres med manér.

Og det blev den i lørdags på Vammen Kro med deltagelse af familie, venner og naboer.

Oline var i hopla til sin 90 års fødselsdag på Vammen Kro, hvor 75 gæster var med til at fejre den runde dag. Privatfoto

 

Kommentarer