3 millioner til ny boldbane hos B67
Der søges om bevilling af 3 millioner kroner til etablering af ny boldbane til boldklubben Viborg B67 som erstatning for den bane, der inddrages til opførelse af ny Rosenvængets Skole vest for Finderuphøj Skole.
Det udarbejdede skitseforslag for ny Rosenvængets Skole indebærer en placering af nybygningen på boldklubben Viborg B67’s træningsbane med lys. I overensstemmelse med beslutningen i byrådets budgetforlig for 2018-2021 skal der etableres en ny boldbane inden for den afsatte anlægsramme.
Af hensyn til gældende planforhold og efter dialog med B67, anlægges den ny boldbane med lys på en græsmark langs Søndre Ringgade, så der er naturlig sammenhæng til klubbens eksisterende kampbane samt klubhuset.
Anlæg af boldbanen kræver udjævning af terræn. Den planlægges anlagt med rullegræs af hensyn til mulig ibrugtagning i 2. halvår 2018 i forbindelse med påbegyndelse af byggeriet af ny Rosenvængets Skole. Langs sydsiden opsættes et hegn i cirka 4-6 meters højde mod Søndre Ringvej.
De anslåede udgifter på i alt 3.000.000 kroner til etablering af den ny boldbane udgøres af 1.5 millioner kroner til jordarbejde, 800.000 kroner til anlæg af plæne samt 700.000 kroner til hegn og lysanlæg.
Kommentarer