Bjerringbro-Silkeborg tabte drama i Plock
Pressemeddelelse indsendt af BSV Elitehåndbold A/S
Wisla Plock vandt nøglekampen med 28-25, og nu får Bjerringbro-Silkeborg svært ved at indfri drømmen om en plads i 1/8-finalen i VELUX EHF Champions League.
Ellevilde polakker brød ud i jubel, da det med et halvt minut tilbage var en realitet. Efter et sandt drama i Orlen Arena måtte Bjerringbro-Silkeborg sande, at Wisla Plock var den tand skarpere, der gør, at de med al sandsynlighed spiller sig i 1/8-finalen i VELUX EHF Champions League.
Bjerringbro-Silkeborg er endnu ikke færdige i Europas fineste håndboldselskab, men nu kræver det en sensation i enten Flensburg eller Kiel samt en sejr hjemme over Kadetten Schaffhausen, hvis de skal spille sig videre. Det er realiteterne efter et trist nederlag på 28-25 i Polen.
Det var også en flok overordentligt nedtrykte spillere, der efter kampen forlod banen og satte sig musestille i omklædningsrummet. Imens dansede Wisla Plock-spiller rundt inde i hallen. Det var en kontrast, der var til at tage at føle på.
– Vi kom herned med troen på, at vi kunne få et eller to point, men vi vidste også, at det krævede, at alle leverede godt, og vi mangler lige det sidste, lød det fra en skuffet Rasmus Jensen efter kampen.
Så tæt på
De danske mestre var nemlig tæt på overraskelsen i Polen. De førte med to mål ved pausen og var også oppe med tre mål inde i anden halvleg. Johan Hansen bragte Bjerringbro-Silkeborg foran med 17-14, men i samme øjeblik i samme sekvens lander han forkert og må udgå med en skade i knæet. Det skabte uro, og da Wisla Plock kort efter kom foran med 18-17, tændte det Orlen Arena, som når man smider tændvæske over et i forvejen godt bål.
– Da vi går til pause, er vi tilfredse resultatmæssigt, men vi er også tilfredse med forløbet af kampen. Vi styrer tempoet og får nogle kontramål, men i anden halvleg kommer de hurtigt tilbage og så koger hallen, sagde Rasmus Jensen.
– Selvfølgelig er det kampafgørende, at Johan må gå ud. Han har spillet 60 minutter for os hver kamp i hele sæsonen. Det er ikke det afgørende, men det betyder en del.
Det larmede helt vildt i Plock. Hjemmepublikummet gjorde i sandhed deres for at bære deres mandskab frem, og samtidig bød deres målmand Marcin Wichary ind med flere fine redninger. Når han tog boldene, viftede han løs med armene for at gejle publikum op, og så sted lydniveauet bare til yderligere højder.
– Publikum ligger et godt tryk, men jeg kan gode lide sådan nogle gryder. For mig er det bare motiverende, fortalte Bjerringbro-Silkeborgs streg- og forsvarsspiller, der føler, at de blev stressede angrebsmæssigt i anden halvleg.
– De får momentum, og de får lidt flere redninger, men jeg tror også, at det er, fordi de går over i et 5-1-forsvar. Vi stresser lidt mere.
Nu gælder det THW Kiel
Bjerringbro-Silkeborg-spiller var dog ikke sådan lige til at ryste. Wisla Plock kom foran med tre mål, men gæsterne fik alligevel lukket hullet. De havde uafgjort, og dramaet var større end længe. Plock kom foran igen, men da Bjerringbro-Silkeborg i de døende minutter havde mulighed for at udligne, missede Nikolaj Øris først straffekast og Rasmus Kier dernæst fra fløjen. Wisla Plock scorede til 27-25, og da Bjerringbro-Silkeborg ikke fik svaret hurtigt igen, var det slut. Polakkerne jublede, men danskerne stod med tomme blikke.
Om en uge gælder det THW Kiel på udebane for Bjerringbro-Silkeborg i VELUX EHF Champions League, og med et krav om fire point i et slutprogram, der også tæller Flensburg og Kadetten Schaffhausen, har Rasmus Jensen svært ved at være optimistisk i forhold til mulighederne for at overhale Wisla Plock.
– Det her var vores chancen. Nu kigger vi ikke på at skulle videre. Med et eller to point havde det set godt ud. Lige nu kan jeg ikke se scenariet, hvor vi skal gå videre.
– Nu har vi Mors Thy på onsdag, og så tager vi selvfølgelig til Kiel på lørdag og forsøger at spille en så god kamp som muligt. Vi har nogle elementer i vores spil, som vi vil lykkes med, og så ser vi selvfølgelig, om der er en mulighed for at vinde, lød det fra stregspilleren.
Kommentarer