Rasmussen fra Viborg vandt Dansk Melodi Grand Prix 2018
Rasmussen vandt lørdag aften melodigrandprixet med sit vikingenummer “Higher Ground”.
Af: Ritzau
33-årige Rasmussen kunne løfte melodigrandprix-trofæet lørdag aften efter en overbevisende sejr med nummeret “Higher Ground”.
Selv om han var spået favorit af flere bookmakere, var det alligevel en overvældet vinder, som efterfølgende satte ord på sin sejr.
– Det er sindssygt overvældende. Det var noget, som mange havde spået om, men jeg havde ikke turde håbe på det, fordi sangene var så forskellige og fantastiske. Så det er bare for vildt, at jeg står her nu. Det er surrealistisk, siger Rasmussen, der lyder det fulde navn Jonas Flodager Rasmussen og som et opvokset i Viborg, hvor han fortsat har sin gang som underviser.
Nu skal den 33-årige familiefar fra Langå repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Portugal til maj.
Hvordan han vil forberede sig på den opgave, har han endnu ikke nået at gøre sig mange tanker om.
– Vi skal selvfølgelig skærpe sangen endnu mere. Gøre den endnu mere skarp og fange det europæiske publikum, siger Rasmussen, der nu skal til at skabe plads i kalenderen til de mange forberedelser.
– Jeg har sådan set et arbejde, jeg skal tilbage til. En hyldestkoncert der skal rundt i landet snart, og nogle skønne elever på skolen, som jeg også har nogle forpligtelser overfor. Men det skal vi nok få passet ind, siger han.
Aftenens optræden var hans debut i Dansk Melodi Grand Prix, og selv gætter han på, at han vandt seernes hjerter og stemmer, fordi det hele gik op i en højere enhed.
– Jeg tror, at vi formåede at fortælle den historie og vise den her sang, som vi rigtigt gerne ville. Sammenhængen mellem det visuelle og det auditive fungerede, lyder det fra vinderen.
Eurovision bliver afholdt i den portugisiske hovedstad, Lissabon, i maj.
Kommentarer