Viborg med i østjysk charmeoffensiv i Norge
Nordmændene har kastet kærligheden på Østjylland, og nu skruer østjyderne op for charmen. For mens turismen fra Norge generelt oplevede et dyk på landsplan i årets første otte måneder, steg antallet af overnattende norske gæster i samme periode i Østjylland. Business Region Aarhus, som Viborg sammen med en række andre øst- og midtjyske kommuner er en del af, står bag initiativet og øger nu indsatsen.
To procents fremgang i turismen fra Norge til Østjylland midt i en nedgangstid. Det er resultatet af en fælles markedsføringsindsats fra Business Region Aarhus i Norge. Dermed er det på kort tid lykkedes Business Region Aarhus at skabe østjysk succes. Det viser nye tal fra Visit Denmark mindre end et år efter, at indsatsen er sat i gang. Stigningen på to procent skal ses i lyset af, at Danmark generelt har oplevet en tilbagegang, og udviklingen i antallet af norske overnatninger har stået stille i Region Midtjylland.
– I Djurs Sommerland har der været en fremgang på 7 procent i antallet af norske gæster i 2016. Det norske marked er vores største udenlandske marked og udgør i dag 8 procent af det samlede besøgstal. Vi oplever, at den fælles markedsføring åbner turisternes øjne for de mange tilbud, vi har i Østjylland. Den ene dag kan de gå på museum i Aarhus, og den næste kan hele familien hygge sig hos os, Henrik B. Nilsen, administrerende direktør i Djurs Sommerland.
Indsatsen øges
– På baggrund af de positive resultater fra første halvår af 2016 har vi besluttet at styrke vores fælles markedsføringsindsats på det norske marked, så turisterne let og effektivt kan danne sig overblik over oplevelsesmulighederne i Business Region Aarhus. Det har vist sig at være effektfuldt at markedsføre Østjylland i et fællesskab, og den intensiverede markedsføring skal understøtte den styrkeposition, vi allerede nu har indtaget, udtaler Steen Vindum, borgmester i Silkeborg Kommune og medlem af den politiske styregruppe i Business Region Aarhus.
Østjylland i tema-distrikter
Den intensiverede markedsføring lanceres fra 2017 på en fælles platform for international markedsføring af Business Region Aarhus. Her vil Business Region Aarhus kommunerne være repræsenteret i fem tematiske distrikter med hver deres kernefortælling. De fem nye distrikter kommer til at hedde: Cultural Capital Aarhus, Coast Lands, Lake District, Heritage District og Park District.
– Business Region Aarhus har fokus på at skabe vækst ved i fællesskab at promovere Østjylland og udnytte områdets gedigne potentiale. En tematisk inddeling af området gør distrikterne skarpe på deres særlige DNA, og giver samtidig turisterne overblik over områdets mangfoldighed og de korte afstande til by, vand, natur og kultur, siger direktør i Visit Aarhus, Peer H. Kristensen. Visit Aarhus er operatør på den samlede opgave for Business Region Aarhus kommunerne.
Fakta om Business Region Aarhus
Business Region Aarhus består af 12 østjyske kommuner, der arbejder for at skabe vækst og arbejdspladser og for at fastholde og styrke området som det største danske vækstcenter med international gennemslagskraft uden for hovedstadsområdet.
Samarbejdet består af Viborg, Randers, Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs og Aarhus Kommune.
Business Region Aarhus varetager østjyske interesser på det erhvervspolitiske område, og har desuden i forhold til erhvervsfremme særligt fokus på produktion, fødevarer, IKT og turisme.
Kommentarer