Af Lene Bach Nørgaard, Moderaterne

Viborg Kommune har længe haft ambitioner om at etablere et botilbud til voksne borgere med kognitiv funktionsnedsættelse og udadreagerende adfærd, herunder domsanbragte. Ifølge de oprindelige planer skulle botilbuddet rumme 24 pladser og placeres i Spangsdal ved Randersvej i Viborg. Formålet var at opnå en økonomisk besparelse ved at hjemtage borgere, som kommunen i øjeblikket betaler for at have anbragt udenfor kommunegrænsen.

Men hvad der kunne have været en strategisk beslutning for bedre og mere økonomisk ansvarlig pleje, har i stedet udviklet sig til en gentagende farce.

Den 18. september 2024 kunne DR berette, at 850 borgere havde tilmeldt sig et borgermøde om botilbuddet. Byrådet valgte dog i 11. time at aflyse mødet. Det er tredje gang, at planerne om bostedet er taget af plakaten efter kraftige protester fra lokale borgere.

Så hvor står vi nu? Vi har en gruppe stærke og højtråbende naboer, som med massiv modstand har fået kommunen til at opgive etableringen af et nyt botilbud. Og vi har en gruppe af sårbare borgere – dem, der har behov for et specialiseret tilbud – som nu i stedet placeres i eksisterende kommunale botilbud. Her har de ikke længere deres specialtilbud, men må tilpasse sig de rammer, der nu engang er.

Nu kan man i dagens avis den 29. marts læse, at det skrinlagte botilbud kan have “bremset kreativiteten”. En særlig pulje fra regeringen, øremærket til kommunale botilbud, stod simpelthen i vejen for kreativiteten. Tidligere er hele sagen omkring botilbuddet blevet omtalt som noget “makværk”.

Nu har social- og sundhedsudvalget vedtaget en række initiativer fra forvaltningen, der tilsammen skal give 43 millioner mere i kommunekassen, og vil følge en kontraktkonsulents arbejde. Udvalget har haft stort fokus på de målgrupper, kommunen ønsker at hjemtage, og vil finde pladser til dem på eksisterende tilbud. Dette betyder, at borgere, der hidtil har haft ophold på specialtilbud, nu placeres i eksisterende kommunale botilbud – de samme borgere, byrådet oprindeligt ønskede at placere i et nyt botilbud, men hvor protester fra naboerne fik byrådet til at trække planerne tilbage.

Men hvem bliver deres nye naboer i de eksisterende kommunale tilbud?

Som borger i Karup har jeg erfaret, at man på det lokale plejehjem Åbrinken inddrager to eksisterende almene plejeboliger til formålet. Nu er det så vores ældre på plejehjemmet – dem, der ikke siger fra – der skal have nye naboer. Deres hverdag bliver ændret, deres tryghed forstyrret, men ingen hører deres protester, for de er ikke 850 højtråbende borgere til et borgermøde.

Hvorfor har nogle borgere krav på at blive hørt, mens andre bliver overset? Hvorfor lytter byrådet til naboer, men ikke til de svage borgere, der nu skal presses ind i rammer, der ikke er skabt til dem?

Og hvad med de pædagogiske tilgange, man må forvente bliver anvendt til pleje og behandling af borgere på et specialiseret tilbud? Forventer forvaltningen, at nuværende personale rundt omkring i kommunen blot kan overtage denne opgave?