Viborg Kommune kan godt opgive den forældede klimaplan

Debatindlæg af Nancy Knudsen, Hans T. og Elisabeth Lund, Bent Kiertzner, Niels og Jette Cleemann, Lene Hove og Orla Anthonsen, Sine Claudell, Eskild Keller og Georg Sluyterman. Tjele
Et flertal i Viborg Byråd tror, at man er i samklang med den nylig evaluerede 2022-klimaplan og grøn omstilling.
Intet er mere forkert.
Efter den nye EU-vedtagne klimapolitik og ikrafttræden af EU’s CO₂-kvoter fastslår Brian Vad Mathiesen (BVM), professor i energiplanlægning, Aalborg Universitet at kommuner kun belønnes i klimaregnskaber ved at reducere energiforbruget og energieffektivisere. Denne udtalelse er fra midt januar 2025, og BMV fortsætter med forslag om, at byerne følger den grønne dagsorden ved at fremme isolering af bygningsmassen, øge den kollektive trafik, opsætte solceller på tagene og fremme bæredygtig fjernvarme. Energi, der produceres tæt på, giver større forsyningssikkerhed og udnyttelse af energien.
Baggrunden for professorens overvejelser er, at EU siden nytår 2025 har overtaget styringen af hele klimapolitikken i Unionen. Alle drivhusgasudledninger bliver reguleret af EU, og det bevirker at klimamålene nu bliver håndteret via EU’s CO₂-kvotesystem.
Der er således ikke nogen relevante udledninger længere, der er relevante for kommunen at påtage sig. I Viborg Kommunes Klimaplan 2022 var energiparkerne et redskab til at reducere CO₂-udledningen.
Men med EU’s CO₂-kvotesystem vil energiparkerne nu komme til at overproducere energi. Energien skal selvfølgelig bruges, men det er og bliver et overforbrug. Det bliver dyrt, fordi der skal betales merpris af den øgede energiproduktion. Så samlet set giver det ingen klimagevinst.
Det er forstemmende at læse referatet fra Viborg Byrådsmøde 29. januar 2025, hvor man opgør klimaregnskabet med to års forældede udregninger og en nu historisk evaluering af en Klimaplan fra 2022, der er overhalet af EU’s klimapolitik. Et flertal stemte for klimaplanen i byrådet.
Klima- og Miljøudvalgets (KMU) medlemmer forbliver i de uendelige gentagelser over for befolkningen: ’Forstå det nu, det er kommunens Klimaplan, vi skal have energiparker’.
KMU kan stadig nå at omstille klimapolitikken. Den kan starte med de fire indledende forslag med at reducere energiforbruget og lave energieffektiviseringer ved at se på egne lokale forhold i Viborg By og ikke overøse filantropiske, velhavende investorer med guld og grønne skove.
Den fortsatte planlægning af energiparkerne må derfor stoppes nu, fordi de ikke længere er med til at opfylde klimamålet. Det gør EU, og det trådte i kraft 1. januar 2025.
Kommentarer