Viborg By

Viborg Kommune bevilget medlemskab af DAMRC

Arkivfoto

Viborg Kommune ønsker at tegne et medlemskab af DAMRC for 100.000 kroner. DAMRC står for Danish Advanced Manufacturing Research Center.

DAMRC arbejder med at højne vidensniveauet blandt de mest avancerede fremstillingsvirksomheder gennem netværk og adgang til de institutioner, organisationer og universiteter, der er førende inden for viden om avanceret produktion.

Foreningen hører til i Herning, hvor de har egen maskinpark inden for de mest avancerede produktionsmaskiner, og hvorfra de hjælper medlemsvirksomheder ved typisk at tilføre viden, der enten effektiviserer virksomhedens produktion eller øger vidensindholdet i deres produkter.

Maskinparken bliver også brugt til at afholde kurser for virksomheder og skal lukke hullet mellem erhvervsuddannelserne og universiteterne.

DAMRC er foreningsdrevet og drives i fællesskab med en række kommuner og større virksomheder. Alle kan blive medlem, men de fleste mindre virksomheder deltager oftest gennem et medlemskab tegnet af en kommune eller et erhvervsråd.

Udvalget besluttede at bevilge 100.000 kroner til et medlemskab af DAMRC for 1 år og at der efterfølgende indgås en samarbejdsaftale, der nærmere specificerer det antal virksomheder, der skal besøges og det antal samarbejder, der forventes at komme ud af besøgene.

Kommentarer