Viborg flagede på halvt for Prins Henrik
I Viborg flagede man i dag på halvt for at ære Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, som afgik ved døden i går kort før midnat.
Tidligt i morges meddelte kongehuset, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik var sovet stille ind på Fredensborg Slot. I den anledning flages der på halv stang fra samtlige statsbygninger og statsskibe fra klokken 08 til solnedgang. Det oplyste Justitsministeriet i en pressemeddelelse først på dagen.
Viborg var ingen undtagelse, og hele dagen flagede kunne man se de rød-hvide farver vejre i vinden ved blandt andet politigården, rådhuset, regionshuset, domkirken og nogle uddannelsesinstitutioner.
Der flages på halvt hver dag frem til bisættelsen den 20. februar 2018.
Hofsorg i en måned
Hoffet meddelte også i dag, at der vil være hofsorg i en måned til og med onsdag den 14. marts.
I sørgeperioden deltager Hendes Majestæt Dronningen og den kongelige familie samt hoffet ikke i “selskabelige eller underholdende arrangementer”, lyder det i pressemeddelelsen fra hoffet.
Under hofsorgen bæres der mørkt tøj ved offentlig fremtræden. Personale i uniform vil bære sørgebind på venstre overarm.
Tilknytning til Viborg
Prins Henrik var i mange år æresregimentschef ved Prinsens Livregiment i Viborg, og han var til sin død ærespræsident for Prinsens Livregiments Soldaterforening.
Prinsen var i en årrække også protektor for Hærvejsmarchen, et hverv, som hans yngste søn, Prins Joachim, i dag varetager.
Kommentarer