Viborg By

Viborg Erhvervs- og Uddannelsesmesse i Stadionhallerne

Igen i år samles Viborg kommunes erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner under ét tag til erhvervs- og uddannelsesmessen, hvor også Nævnenes Hus i år deltager. Pressefoto

Erhvervsliv og de lokale ungdomsuddannelser inspirerer skoleelever og deres forældre til valg af uddannelse og karriere i Viborg Kommune.

15 uddannelsesinstitutioner og 27 virksomheder er klar til at tage imod elever fra 8.-10. klasse og deres forældre, når den årlige Erhvervs- og Uddannelsesmesse slår dørene op i Stadionhallerne i Viborg den 18. september fra klokken 09.30-17.00.

Dermed er det samlede arrangement vokset til et af Danmarks største af sin slags med flere end 4.500 indbudte.

15 uddannelsesinstitutioner og 27 virksomheder er klar til at tage imod elever fra 8.-10. klasse og deres forældre, når den årlige Erhvervs- og Uddannelsesmesse slår dørene op i Stadionhallerne i Viborg den 18. september fra klokken 09.30-17.00.

Dermed er det samlede arrangement vokset til et af Danmarks største af sin slags med flere end 4.500 indbudte.

Indblik i uddannelsesmuligheder

Det er fjerde gang Viborg Kommune samler alle ungdomsuddannelserne under samme tag. I lighed med de foregående år er der repræsentanter fra det brede spektrum af uddannelser, som findes i Viborg Kommune. Nye på messen er Medieskolen, de internationale linjer på Viborg Private Realskole, Skals Efterskole og Viborg Katedralskole samt den nyetablerede FGU-uddannelse (Forberedende Grunduddannelse).

– Både uddannelsesinstitutionerne og Viborg Kommune har en stærk fælles interesse i at sikre den bedst mulige overgang fra grundskolen til ungdomsuddannelserne. Formålet er at give de unge et indblik i de karriereveje, som står åbne for dem, siger Anders Bertel, formand for Kommunens Beskæftigelsesudvalg.

– Vi hører også fra forældre, som deltog på messen sidste år, at mange har haft et stort udbytte af at høre om adgangskrav og sammensætning af uddannelser, fordi det jo tit kan være en del år siden, man sidst var inde i uddannelsessystemet, tilføjer han.

Jobcenter Viborg inviterer ledige til at deltage på messen

Som en nyskabelse på årets messe inviterer Jobcenter Viborg for første gang også ledige og sygemeldte voksne til at deltage i messen.

– Jobcentret samarbejder i det daglige tæt med de lokale virksomheder om at finde medarbejdere med de rette kvalifikationer. Derfor er det oplagt at give voksne uden for arbejdsmarkedet mulighed for at deltage på en messe, der har en så bred vifte af muligheder – både når det gælder job og uddannelse, siger Anders Bertel.

Flere virksomheder på erhvervsmessen

Erhvervsmessen har haft vokseværk siden 2018, hvor den blev afholdt første gang. Nu stiller 27 virksomheder sig til rådighed med repræsentation af både private og offentlige virksomheder, lokale og landsdækkende.

Blandt dem er Nævnenes Hus, som i år medvirker for første gang på Erhvervsmessen.

– Vi er afhængige af hele tiden at kunne tiltrække dygtige medarbejdere til Nævnenes Hus. Det gælder i særdeleshed jurister, men vi har også brug for eksempelvis kontorelever. Når muligheden byder sig for at tale direkte med de unge og vise, hvad vi er for en størrelse, så stiller vi hellere end gerne op. Vi glæder os meget til at deltage i Erhvervsmessen, siger direktør Christian Lützen om baggrunden for deltagelsen.

Oplæg i biografen

Men det er ikke kun i Stadionhallerne de unge har mulighed for at komme tæt på uddannelsesinstitutioner og virksomheder. De fem biografsale i Fotorama bliver brugt til oplæg fra virksomhederne i løbet af messen.

Alle elever har på forhånd tilmeldt sig mindst to oplæg, hvor der bliver mulighed for at komme i dialog med 11 forskellige virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

I løbet af dagen vil der desuden være forskellige events, aktiviteter og konkurrencer for alle deltagere på begge messer i og uden for Stadionhallerne.

Kommentarer