Viborg By

Viborg-egnen står sammen om Danmarks Indsamling

Omsorgskloven Luni Smil har sat sig for at få #smiletallet til at stige, mens smittetallet forhåbentlig går ned. Hun har kombineret sin mission med en række indsamlingsaktiviteter til fordel for Danmarks Indsamling. Foto: Viborg Kommune

Der er godt gang i lokale indsamlingsaktiviteter til årets Danmarks Indsamling, der kulminerer med stort tv-show, som sendes live på DR1 fra Tinghallen i Viborg lørdag den 6. februar fra klokken 19.

I år samler Danmark ind til coronakrisens børn i nogle af verdens fattigste lande, og rundt omkring i Viborg Kommune er der godt gang i indsamlinger til fordel for den gode sag.

Stor lokal opbakning

Selv om corona-restriktionerne spænder ben for mange af de traditionelle indsamlingsmåder, er mange gode kræfter på Viborg-egnen i fuld gang med at samle ind.

– For Viborg Kommunes borgere er der rig mulighed bakke op om de lokale initiativer og samtidig få en god oplevelse, fortæller projektleder Lene Mirland fra Viborg Bibliotekerne.

– Jeg er virkelig glad og stolt over at opleve, hvor stor opbakningen er i Viborg Kommune. Det gælder hele vejen rundt fra personlige initiativer til private firmaer, foreninger, institutioner og netværk. Og jeg håber selvfølgelig, at rigtig mange vil støtte de lokale indsamlinger, så vi kan vise, hvor gode vi er til at stå sammen om den gode sag, siger hun.

Mange muligheder for at støtte lokalt

Hvis man gerne vil støtte lokalt, kan man på viborg.dk/danmarksindsamling finde en liste over indsamlingsinitiativer i Viborg Kommune. Man kan også vælge at støtte ved at indbetale et beløb via MobilePay til nummer 333867 og skrive DIVIB 005 (husk mellemrum) i ”Tilføj kommentar”.

Listen over lokale indsamlinger, man kan støtte er lang.

Børn kan for eksempel gøre gode gerninger og tegne håb for coronakrisens børn. Voksne kan støtte ved at købe alt fra poesi til lamper og gastronomisk teambuilding. Man kan samle affald, deltage i lotteri, byde på auktioner eller støtte indsamlinger, hvor man kan vinde oplevelser og produkter. Og sammen med den lokale omsorgsklovn Luni Smil kan man være med til at få #smiletallet til at stige og samtidig give et bidrag til Danmarks Indsamling.

Coronasikkert show i Tinghallen

Danmarks Indsamling er et af de største årligt tilbagevendende tv-shows i Danmark. Denne gang bliver det et anderledes show, fordi det finder sted på et tidspunkt, hvor samfundet er præget af en omfattende nedlukning og restriktioner på grund af Covid-19.

Tilrettelæggerne har imidlertid tænkt kreativt og indrettet Tinghallens foyer til et coronasikkert og flot studie, hvor der er plads til kendisser i callcenter, underholdning, interviews, konkurrencer og rørende indsamlingshistorier fra både værtskommunen og andre egne af Danmark.

Alle de mange anstrengelser og aktiviteter har til formål at samle penge ind til børn i verdens fattigste lande. Pengene fra Danmarks Indsamling går til projekter iværksat af landets 12 største humanitære organisationer og skal være med til at sikre livsvigtige vacciner, lægehjælp, mad, tryghed og skolegang til verdens børn.

10CV er en af de mange undervisningsinstitutioner, der bakker op om Danmarks Indsamling. Deres indsamling består i at gøre gode gerninger og på den måde samle penge ind. På Instagram har de unge lagt billeder ud og fortalt om deres mange forskellige indsamlingstiltag. Foto: Viborg Kommune

Kommentarer