Samfund

Vejrumbro jubler! Ny købmand er fundet, og butikken genåbner om bare fem uger

Fredag i sidste uge havde Gitte Thomsen sidste åbningsdag i butikken i Vejrumbro. Her fik hun assistance af Lasse Thygesen Bay, som overtager købmandsforretningen, der slår dørene op igen torsdag 16. november. Foto: Gitte Hagsholm

Efter nogle hektiske uger kan Vejrumbroborgerne på én gang ånde lettede op og juble højt efter det lørdag blev meldt ud, at en ny købmand var fundet, og torsdag 16. november åbner butikken igen.

VEJRUMBRO – Siden Gitte Thomsen for godt en måned siden meddelte, at hun ikke fortsætter som købmand i Vejrumbro, har bestyrelsen for Vores Købmand, der ejer bygningen, som huser butikken, haft travlt for at finde en afløser.

Undervejs er borgerne løbende blevet holdt orienteret om udviklingen, og det tredje informationsmøde i torsdags 5. oktober, blev samtidig det sidste. Her kunne bestyrelsen nemlig præsentere byens nye købmand, 29-årige Lasse Thygesen Bay.

– Vi kan næsten ikke få armene ned her i Vejrumbro. Det er så fantastisk, at det er lykkedes at finde en ny og kompetent købmand på så kort tid. Og så kommer han tilmed fra byen, fortæller Jeppe Hartz fra bestyrelsen.

Stor lokal opbakning

Den nye købmand har været i spil i nogle uger, men der skulle lige nogle ‘detaljer’ på plads først.

– Der skulle samles minimum 500.000 kroner ind som likviditet til den nye købmand. Det har vi løst ved at oprette købmandskonti, man skyder penge ind på. Det har foreløbigt 73 kunder gjort og de fleste, inden vi overhovedet havde en købmand i spil. Det betyder, at købmanden allerede nu har 554.000 kroner i likviditet, og det er fantastisk, siger Jeppe Hartz, som håber, at endnu flere, nu hvor der er kommet navn og ansigt på den nye købmand, vil åbne en konto.

Samtidig opfordrer han til, at man venter med at købe på kontoen til efter årsskiftet, så den nye købmand har likviditeten at arbejde med de første par måneder.

Et andet økonomisk benspænd for den nye købmand har været en stiftelseskapital samt  kassekredit på samlet 300.000 kroner, som er et krav fra Dagrofa.

– Vejrumbro ligger desværre i 8830, hvor det er tæt på umuligt for iværksættere at låne penge i banken, og det kunne Lasse heller ikke. Banken turde ikke, men det turde nogle Vejrumbroborgere heldigvis godt, siger Jeppe Hartz.

Problemstillingen blev fremlagt på mødet i sidste uge, og dagen efter tikkede beløbet ind fra nogle borgere, der gerne ville sætte skub i tingene, fortæller han.

Så efter få men meget intense uger, kan Vejrumbroborgerne snart glæde sig til at hilse på deres nye købmand, som glæder sig mindst lige så meget.

En livsdrøm

Det er nemlig en livsdrøm, der går i opfyldelse for Lasse Thygesen Bay, når han torsdag 16. november slår dørene op til sin egen købmandsbutik i Vejrumbro. Trods sine blot 29 år har han allerede 14 års brancheerfaring, så han føler sig godt rustet til opgaven.

– Jeg startede som kassemedarbejder i Gravene i Viborg som 15-årig, og da jeg blev 18 fik jeg job som lukkeansvarlig hos Fakta i Houlkjær, fortæller den kommende købmand, som på det tidspunkt gik i gymnasiet.

– Da jeg var færdig med skolen, vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle, men så fik jeg tilbudt en læreplads i Fakta, og jeg var faktisk blevet rigtigt glad for arbejdet i butik, så jeg slog til.

Herefter tog karrieren hurtigt fart for den unge mand. Efter den to-årige uddannelse til butiksassistent blev han direkte forfremmet til souschef i Houlkærbutikken; en stilling han besad i fire år.

– Det var nogle hårde år med en ofte 60 til 80 timers arbejdsuge, men det var til gengæld også enormt lærerigt; og så lærte jeg min kone at kende der, griner han.

Senere fulgte en kort periode som souschef i Fakta på Egestrupvej, inden parret, som i mellemtiden var blevet gift, flyttede til Rødkærsbro, hvor Lasse Thygesen Bay havde fået job, også som souschef, i den lokale Dagli’Brugs.

– Det var noget helt andet end de discountbutikker, jeg kom fra. Og jeg var vild med at komme til en mindre butik i et lokalområde med noget af den nærhed og sammenhængskraft, jeg selv er vokset op med, fortæller han.

Et helt nyt liv

Det er tre et halvt år siden, og Lasse Thygesen Bay og familien, hvor to i mellemtiden er blevet til fire, var egentligt indstillet på, at her skulle de være i rigtigt mange år.

Men så ringede telefonen en aften for cirka fem uger siden.

I bestyrelsen for Vores Købmand var man i bestræbelserne på at finde en ny købmand til byens næsten nyrenoverede butik kommet i tanke om bysbarnet Lasse, der havde gjort karriere inden for detailbranchen. Så man ringede til en gammel ven.

– Jeg blev noget overrasket og da også en smule beæret, over opfordringen til at blive købmand i Vejrumbro; men det lød samtidig utroligt spændende. Og så passede det jo fuldstændigt ind i min drøm om en dag at være selvstændig, fortæller Lasse Thygesen Bay, som hurtigt blev grebet af tanken om at ’få fod under egen disk’.

’All in’ på nye eventyr

Det var imidlertid en stor beslutning, som ville påvirke hele familien, der som nævnt har fundet sig godt til rette i Rødkærsbro.

– Min kone og jeg snakkede om muligheder og udfordringer, og det endte med, at vi besluttede, at den mulighed skulle jeg gribe, fortæller Lasse Thygesen Bay.

Familien er samtidig gået ’all in’ og har besluttet sig for at rykke teltpælene op endnu engang og flytte til Vejrumbro, hvor de til gengæld håber at slå rod.

– Jeg glæder mig til at vende tilbage til Vejrumbro med min familie. Det er en fantastisk by med et sammentømret fællesskab, og det bliver godt for vores børn at vokse op her, siger den kommende købmand, som ikke er den eneste i den lille familie, der skifter bane.

Ud over, at Lasse Thygesen Bay springer ud som selvstændig købmand, og hele familien snart skal finde sig til rette i nye omgivelser, så er hans kone, Maria på 26, begyndt at læse til Sosu-assistent i Viborg.

– Maria havde et barselsvikariat som sosu-hjælper i Bjerringbro; det var hun så glad for, og hun kunne mærke, at her var hun havnet på den rigtige hylde, så nu er hun gået i gang med uddannelsen, siger Lasse Thygesen Bay og tilføjer:

– På den måde er det et nyt eventyr hele familien er på vej ud i.

Det bliver det også for de to børn, Marcus på 4 år, der skal starte i børnehaven, og lillesøster, Josefine på 1,5 år, kommer i vuggestuen på Vejrumbro Fri.

– Marcus skal lige vænne sig til en ny børnehave, men han glæder sig til gengæld helt vildt til at hjælpe far i butikken, siger Lasse Thygesen Bay og peger på en anden fordel ved at være selvstændig:

– Så kan jeg have mine børn med på arbejde, hvis der er behov for det engang imellem. Det giver os mere fleksibilitet som familie.

Den nye købmand kan dog ikke forlade sig på sønnens hjælp alene, og derfor søger han i øjeblikket både medarbejdere  og frivillige hjælpere til butikken, der slår dørene op torsdag 16. november.

Inden da skal han lige et par uger i ’oplæring’ hos  Min Købmand i Rødding, og så skal butikken i Vejrumbro klargøres og fyldes op med varer, så den står knivskarpt, når de første kunder træder ind af døren om fem uger.

 

Kommentarer