Viborg By

“I-Værkstedet”, iværksætterforløb for ledige

Arkivfoto

ViborgEgnens Erhvervsråd har siden 2014 gennemført en række iværksætterforløb for forsikrede ledige, kaldet ”I-Værkstedet” og de nystartede iværksættere har frem til 1. juli, hvor frikommuneforsøget stoppede, efterfølgende fået støtte gennem ”Business coach-forløb”.

Forløbet er udarbejdet i samarbejde med lokale A-kasser, som dels sidder i en følgegruppe og dels informerer om tilbuddet til relevante ledige.

Tilbagemeldinger på forløbet både fra a-kasser og fra tidligere deltagere viser stor tilfredshed med forløbet. Uanset om deltagerne starter som selvstændige eller vælger at fortsætte som lønmodtagere – giver forløbet en god erhvervsafklaring.

Mindst 34 nystartede virksomheder

Der har frem til udløbet af 2017 deltaget 96 ledige på ”I-Værkstedet”. Ud af dem er 26 fortsat tilmeldt som ledige, heraf flere fra det seneste gennemførte iværksætterforløb. Erfaringerne er, at flere først starter op som selvstændige nogle måneder efter afsluttet forløb.

Erhvervsrådet har forsøgt at opgøre antallet af aktive selvstændige virksomheder for de 96 deltagere ud fra kendskabet til virksomhedernes CVR-nummer. Denne optælling viser, at der er 34 aktive selvstændige virksomheder.

Antallet af selvstændige kan være større, idet nogle kan have startet ny selvstændig virksomhed med nyt CVR-nummer. Når deltagerne er afmeldte hos Jobcentret kan deltagernes aktivitet ikke følges.

To hold i 2018

Der er planlagt 2 hold på ”I-værkstedet” i 2018 – et hold med start 26. februar og et hold med start 3. september. Der er pr. 15. februar 2018 tilmeldt 8 deltagere. Der annonceres om forløbet og der forventes yderligere tilmeldinger helt frem til starttidspunktet.

Udgifterne har i 2017 været på 659.320 kroner og dermed været holdt inden for den økonomiske ramme, som var 650.000 kroner.

Kommentarer