Bjerringbro

Ung iværksætter fremmer Bjerringbros erhvervsliv

Anne Brorson, iværksætter og ejer af konsulentfirmaet Brorson|Consult.

Anne Brorson er en af de tre iværksættere, som er med i projektet mellem VIBORGegnens Erhvervsråd og KnowHowZ, der skal fremme udviklingen af erhvervslivet i Bjerringbro.

Anne er med sine kun 33 år, en kvinde med masser af erfaring. Erfaring hun bruger i sit nystartede konsulentfirma Brorson|Consult.

Brorson|Consult er specialister i udvikling og optimering af alle typer af sociale tilbud, eksempelvis døgninstitutioner, aktivitetstilbud, bofællesskaber, STU, forsorgshjem og plejehjem. De rådgiver også om de ledelsesmæssige udfordringer i at udvikle og drive et socialt tilbud, så ledelsen står stærkere.

Brorson|Consult kompetencecudvikler også både ledere af sociale botilbud og socialrådgivere i kommunerne i forhandlingens kunst. Dette gør de via sparring til forhandling på enkeltsager eller i form af kortere eller længere kompetenceudviklingsforløb.

Det starter på landevejen

Der er allerede godt gang i forretningen. Men her i opstarten er der også et behov for at opsøge og vedligeholde et netværk.

– Efter en lille måned med kontor i KnowHowZ, må jeg indrømme, at jeg mest har været på landevejen, siger Anne.

– Med kunder i hele Danmark, har jeg travlt med at besøge mit netværk. Men når jeg er på kontoret, mærker jeg fornemmelsen af den frihed, der skal til for at arbejde koncentreret. Det er noget andet end at være derhjemme, hvor de dårlig-samvittigheds-opgaver konstant står på spring for at blive løst. Specielt med 3 børn, smiler Anne.

Ikke alene

Helt overladt til sig selv er Anne nu ikke, selv om hun er alene i bilen eller på kontoret. En mentor følger hende – og hjælper hende.

– De blinde pletter som iværksætter ser jeg jo ikke selv, fortæller hun. – Derfor er det rart, at der også er en mentor med i projektet, der kan hjælpe med alt det, jeg ikke har indblik i. For nok har jeg både branchekendskab og masser af erfaring i forhandling og optimering, men det er jo ikke det eneste der skal til. Så det er rart, at der er en til at guide den rigtige retning i forhold til at drive egen virksomhed, afslutter Anne.

Kommentarer