Bjerringbro

Tumledagplejen i Bjerringbro hejste det blå ‘Spring ud i naturen-flag’

Viborgs borgmester kom forbi Tumledagplejen i Bjerringbro tirsdag for at hejse det blå Spring ud i naturen-flag. Fremsendt foto

I denne uge har 19 dagplejer og 2 daginstitutioner over hele landet hejst Friluftsrådets nye ‘Spring Ud i Naturen-flag’, som bevis på, at de har særligt fokus på leg og bevægelse i naturen. I Viborg Kommune har den private dagpleje, Tumledagplejen i Bjerringbro, som den første – og foreløbigt eneste – fået certificeringen. Tirsdag kom borgmesteren på besøg for at hejse det blå flag.

Siden tirsdag har dette blå flag vejret fra flagstangen hos Tumledagplejen i Bjerringbro. Foto: Friluftsraadet.dk

Jette Christensen, Bjerringbro, er stolt af at være den første dagplejer, som får det blå spring-ud-flag. Som gymnastikinstruktør ligger det der med bevægelse nemlig helt naturligt til hende.

– Jeg tager i forvejen børnene med ud rigtigt meget. Vi bor et fantastisk sted her i Bjerringbro, hvor vi ikke har langt til bakker, vi kan tumle på, og i Egeskoven er der maser af væltede træstammer, vi kan kravle rundt på, fortæller indehaveren af Tumledagplejen.

Og hun mener det helt bogstaveligt, når hun siger ‘vi’.

– Jeg demonstrer altid, når børnene skal prøve noget nyt. Man kan ikke forklare et barn, hvordan man kravler, hopper eller snurrer rundt, det bliver man nødt til at vise dem, fortæller Jette Christensen, som derfor selv kravler med rundt i skovbunden, når nye bevægelser skal prøves af.

“Jeg løfter helst ikke børn”

Og så gør hun en dyd ud af hele tiden at udfordre børnene motorisk, så de selv hver især lærer begå sig.

– Jeg løfter for eksempel helst ikke børn; de skal lære at klare sig selv – men allervigtigst er det, at de har det sjovt, understreger hun.

Hun forklarer, at hun altid tager udgangspunkt i det enkelte barn, fordi de alle har forskellige forudsætninger – både aldersmæssigt, men også fysisk og temperamentsmæssigt.

– Det er klart, at et barn på halvandet år ikke kan hoppe op på en træstub eller klatre i træer, med det kan til gengæld kravle, trille og andre ting. To børn på samme alder kan også være meget forskellige motorisk. Hvor ét barn på tre år bare kravler op og hopper ned fra et væltet træ, der er et andet barn måske lidt mere forsigtig og skal motiveres mere, før han eller hun tør springe ud i det, forklarer Jette Christensen.

Win win

For at opnå Spring Ud i Naturen-certifikatet har Jette Christensen deltaget i nogle kurser gennem Friluftsrådet, hvor hun også er blevet undervist i 18 grundbevægelser, man arbejder med (se længere nede i artiklen). Noget hun også har gavn af som instruktør på et forældre/barn gymnastikhold ved Gudenådalens Gymnastikforening.

– Jeg har fået nogle gode fif, som jeg kan bruge i min undervisning, men jeg har gennem min uddannelse og erfaring som instruktør også lært nogle ting, som jeg helt klart har gavn af som spring-ud-dagplejer, fortæller hun.

Vigtig dag

Flaghejsningen er blevet fejret rundt omkring i landet i løbet af ugen. Hos Tumledagplejen i Bjerringbro var tirsdag valgt til den store dag, og det var der en helt bestemt grund til.

– Det var den dag borgmesteren kunne, så det blev tirsdag, griner Jette Christensen, som syntes, at mindre ikke kunne gøre det ved sådan en vigtig begivenhed.

Dagplejebørnene – både nuværende og tidligere – og deres familier overværede, da borgmesteren efter sin tale og med hjælp fra søskendeparret, Stine og Henry Bruun, sørgede for at det blå spring ud i naturen-flag helt til tops hos Tumledagplejen i Bjerringbro.

Bagefter blev der disket op med boller, kage og frugt.

Jette Christensen har fem børn ad gangen i sin dagpleje, som er blevet meget populær.

– Jeg to børn, som stopper til januar, men de pladser er allerede optaget af nogle andre børn på venteliste – og de er ikke engang født endnu, fortæller dagplejeren, hvis første ledige plads er til november 2018.

Fakta

Spring Ud i Naturen-certifikatet er en del af Friluftsrådets Grønne Spirer-ordning, som tilbyder inspiration og værktøjer til dagtilbud, der gerne vil bruge naturen mere sammenmed børnene. Grønne Spirer har gennem ti år tildelt Det Grønne Spirer-flag til børneinstitutioner og dagplejere med en grøn hverdagsprofil.
De seneste tre år Friluftsrådet haft særligt fokus på en sund kropslig udvikling med naturen som løftestang med projektet Spring Ud i Naturen.

For at modtage Spring Ud i Naturen-flag skal dagplejen eller daginstitutionen have arbejdet med de 18 grundbevægelser: Gå, løbe, springe, hoppe, hinke, kravle, krybe, trille, snurre, balancere, vippe, gynge, svinge, klatre, trække, skubbe, kaste og gribe. Derudover skal medarbejdere fra dagplejen eller daginstitutionen have deltaget i et kursus om leg og bevægelse i naturen.

Læs mere om Spring Ud i Naturen på  Friluftsrådets hjemmeside, hvor du blandt andet kan finde 75 lege i naturen, der styrker børns motorik

Kommentarer