Debat og politik

Trumpisme i Fjends?

Grethe Ulstrup. Privatfoto.

Debatindlæg på vegne af Stoholm Fjernvarmes bestyrelse, næstformand Grethe Ulstrup, Ågade 12, 7850 Stoholm.

Vi i Stoholm Fjernvarmes bestyrelse har med en vis undren læst Kurt Mosgaards læserbrev i Viborg Netavis d. 20/10: Er vi egentlig bedre end Trump?

Her opfordrer han prisværdigt til samarbejde i Fjends. Vi synes faktisk allerede, vi er gode til at samarbejde. Sådan ser Kurt så ikke på det.

Til vores undren kommer han med dette postulat: ”Stoholm afviste at samarbejde med Sparkær og Mønsted om udrulning af fjernvarme”.

Når en sådan påstand kan ramme offentligheden, er trumpismen måske alligevel nået til Fjends.

Stoholm Fjernvarme har som bekendt over en længere periode arbejdet på et fjernvarmeprojekt, som netop skulle tilbyde fjernvarme til Sparkær/Mønsted. En arbejdsgruppe med Kurt Mosgaard selv i spidsen har været med hele vejen.

Stoholm Fjernvarmes generalforsamling gav bestyrelsen det mandat, at projektet måtte gennemføres, hvis det ikke kom til at koste ekstra for forbrugerne i det eksisterende forsyningsområde, præcis som varmeforsyningsloven siger.

Der blev udarbejdet projektforslag og holdt offentlige møder. Arbejdsgruppen gjorde et stort stykke arbejde med foldere, oplysning m.m. for at få borgerne i Sparkær og Mønsted til at slutte op. Alt dette betalte Stoholm Fjernvarme for.

1,2 mio. kr. blev det til.

Til trods for, at tilmeldingsfristen blev forlænget, blev der ikke opnået tilstrækkelig tilslutning i Sparkær og Mønsted. Det var vi alle nødt til at tage til efterretning. Som ansvarlig bestyrelse afsluttede vi derfor projektet og fik generalforsamlingens fulde opbakning.

 

Kommentarer