Trojka fejrer 50 års jubilæum med kæmpefest i Hammershøj Hallen
Dette efterår kan Idrætsforeningen Trojka fejre, at det er 50 år siden man samlede lokalområdets små idrætsforeninger til én stor forening, som i dag er en vigtig drivkraft for mange fritidsaktiviteter i lokalsamfundet. 19. oktober fejres jubilæet med en kæmpefest i Hammershøj Hallen.
Den 19. oktober fejrer Idrætsforeningen Trojka sit 50 års jubilæum med en kæmpefest i Hammershøj Hallen.
Foreningen har booket bandet Bogarts, som de seneste 11 år har sørget for at sætte gang i kedlerne til den årlige Sports- og Soppefest. Så gæsterne kan se frem til en festlig aften, hvor alle er inviterede – naturligvis både tidligere og nuværende medlemmer af foreningen, men også alle andre, der har lyst til at deltage i festlighederne.
– Det er kommet os for øre, at nogle tror, at jubilæumsfesten ikke er for de unge. Men det er helt forkert. Jubilæumsfesten er for både unge og ældre – medlemmer og ikke medlemmer – alle der har lyst til at fejre denne store begivenhed med os, understreger formand for Trojka, Marianne Damsgaard, som påpeger, at der dog er en aldersgrænse på 15 år for at deltage.
Forventningen er, at man kan skabe en fest mindst på højde det med det niveau, årets soppebal leverer det ene år efter det andet – men med plads til mange flere. Og med bandet Bogarts på scenen, så skulle vejen være banet for en succes.
Menuen kan alle, uanset alder, vist også godt tilslutte sig. Den står på lækre tapas til forret, helstegt pattegris til hovedret, og så er der kagebord til dessert. Engang efter midnat kommer en pølsevogn, hvor man kan få stillet sulten.
Deadline på tilmelding
Festen, som foregår i Hammershøj Hallen, starter klokken 18.30 og varer til klokken 02.
En billet koster 195 kroner, som kan købes hos Lindas Madhus. Arrangørerne opfordrer desuden til, at man opretter et fælles bord til dem, man gerne vil sidde med. Har man ikke fået sig tilmeldt, kan det nås frem til lørdag 5. oktober.
Der er sat alle sejl til, og Marianne Damsgaard glæder sig til at holde en fest med alle for at fejre jubilæet.
– Det er en kæmpestor begivenhed, så vi håber, at rigtigt mange – unge, som ældre, nye og gamle medlemmer – vil være med til at fejre denne begivenhed, lyder det fra formanden.
Kommentarer