Tjelecenteret i Ørum har fundet sin nye leder
Nu ligger det helt fast: Kristian Kahlen Steffensen bliver ny leder for Tjelecenteret i Ørum. Han tiltræder stillingen til januar.
For noget tid siden kunne man læse, at Tjelecenterets leder gennem 10 år, Peter Jacobsen havde valgt at stoppe. Nu har man fundet hans afløser, og det er Kristian Kahlen Steffensen, der bliver ny centerleder.
Kristian er bosat i Ørum, men jobbet som sælger har betydet mange timer hjemmefra. Med den nye kommende stilling som centerleder i Ørum får han nu mulighed for at tilbringe mere tid sammen med familien.
– I mange år har jeg kørt et sted mellem fem- og seks tusinde kilometer hver måned i Jylland og på Fyn, så jeg har være meget hjemmefra. Det vil blive anderledes med det nye job her i lokalområdet, og det glæder jeg mig til, fortæller han og tilføjer:
– Det betyder også meget, at det er et job, hvor jeg har meget med mennesker at gøre. Det havde jeg også i mit gamle job, og det kan jeg godt lide. Det er vigtigt for mig.
Nye opgaver
Selvom det på alle andre måder er et anderledes job med helt nye opgaver, han skal i gang med, så er Tjelecenteret ikke ukendt område for den nye centerleder, der selv er aktiv sportsudøver i byen.
– Og så har mine tre børn på 9, 12 og 14 år deres næsten daglige gang i centeret, så hele familien bruger i forvejen en del tid dernede, siger Kristian Steffensen.
Alligevel er der en del nye ting der skal læres, og det får han hjælp til af sin forgænger, Peter Jacobsen.
– Peter og jeg skal mødes et par gange inden for de næste uger, så jeg kan blive sat ind i tingene. Der er en masse lavpraktiske ting jeg skal vide, og Peter har opbygget en enorm viden om centeret, så jeg skal nok blive klædt godt på, siger Kristian
Steffensen.
I løbet af december skal han samtidig have afviklet sit gamle job og sagt farvel til tidligere kolleger og kunder. Den 2. januar er han så klar til at kaste sig ud i nye udfordringer som leder af Tjelecenteret.
Glæde i bestyrelsen
I bestyrelsen er man glade for, at få Kristian Steffensen bag rorpinden i Tjelecenteret.
– Kristian er en af Ørums mange ildsjæle, som har været initiativtager til og formand for Ørum Cykelklub lige siden starten for snart 10 år siden. Kristian har også været spinninginstruktør og fodboldtræner, så vi har igen fået fat i en meget aktiv person fra lokalområdet. Det er vi meget tilfredse med, siger formand Christian Børsting og tilføjer:
– Kristian har arbejdet meget med salg, udstillinger med mere, så bestyrelsen ser frem til at arbejde sammen med Kristian om at få endnu flere spændende aktiviteter i Tjelecenteret.
Det er dog ikke noget den nye centerleder har taget stilling til for nuværende.
– Når jeg starter 2. januar skal jeg have styr på rutinerne; danne mig et overblik og se det hele lidt an. Og så må vi se, hvad fremtiden bringer, lyder meldingen.
Indtil Kristian Steffensen starter passer Niels Kristian Pape og Poul Jensen godt på det lokale samlingssted.
Kommentarer