Tjelecenteret fejrer 10 års jubilæum
For 10 år siden – præcist lørdag den 31. januar 2009 – kunne Ørumborgerne fejre indvielsen af Tjelecenteret. 10-års jubilæet markeres med masser af aktiviteter over to dage i slutningen af januar.
Alle sejl er sat til, når Ørum 25. og 26. januar fejrer 10 års jubilæet for Tjelecenteret.
Fredag 25. januar er festlighederne dedikeret byens dagpleje, børnehave, skole og sfo, som alle er flittige brugere af Tjelecenteret.
De kan se frem til en dag med masser af aktiviteter. Blandt andet musikalsk underholdning ned Sørens Safarishow samt masser af leg og spil overalt i Tjelecenteret
– noget som Ørum Skoles nye junioridrætsledere vil stå i spidsen for.
Tjelecenteret har desuden fået sponsorer til at sørge for mad og drikke til børnene i løbet af dagen.
Fest for hele byen
Lørdag fejres jubilæet sammen med alle byens borgere startende med gratis morgenmad i Tjelecenteret klokken 9.
Klokken 10 er der velkomsttale efterfulgt af underholdning ved et ungdomsband fra Viborg Musikskole.
Festtale
Johannes Vesterby kommer og holder festtale omkring klokken 11. Den lokale venstrepolitiker sad i den daværende kommunalbestyrelse i Tjele, og var i kraft deraf helt fra starten med til at bane vejen for det nye kultur- og idrætscenter i Ørum, der blev født som et lokalt initiativ helt tilbage i 2003.
Aktiviteter og fest
Efter festtalen er der mere sang og musik ved Ørum Kirkes kor, og herefter byder dagen på en lang række aktiviteter i Tjelecenteret.
Hvis man ikke allerede er bekendt med centerets mange tilbud kan man således prøve kræfter med forskellige typer af gymnastik, yoga, redskabsgymnastik, ethjulede cykler, spinning, tennis med mere. Der vil også være konkurrencer i fodbold, håndbold, badminton, ligesom man kan prøve kræfter med et af centerets nyeste tiltag: e-sport. Og så kan man spille indendørspetanque, som også er noget helt nyt i Ørum.
Er man ikke så meget til sport, så er Viborg Musikskole er også repræsenteret med aktiviteter på dagen.
Jubilæumsdagen slutter af med et brag af en fest med spisning, revy og efterfølgende dans til musik leveret af det lokale band KonKurs.
Billetterne til festen kan købes i brugsen eller på Tjelecenterets hjemmeside.
Kommentarer