Viborg SØ

Tilladelse til nedrivning af bevaringsværdig staldbygning

Staldbygningen Øster Teglgårdsvej 25A i Viborg kan rives ned, mens hovedbygningen på den over 160-årige ejendom ved Sødersø skal bevares. Foto: Viborg Kommune

Teknisk Udvalg besluttede den 28. februar, at der ikke nedlægges forbud mod nedrivning af staldbygningen Øster Teglgårdsvej 25A i Viborg. Planlovens paragraf 14 bringes derfor ikke i anvendelse, og muligheden for nedrivning i den gældende lokalplan fastholdes.

Nedrivningsanmeldelsen har været offentliggjort på kommunens hjemmeside fra den 24. januar 2018 til og med den 21. februar 2018.

Eneste høringssvar i sagen kommer fra Viborg Fonden.

Her fokuserer man på forfaldet af bygningerne på ejendommen og dermed på, at mulighederne for at bevare en del af bygningsmassen svinder i takt med forfaldets omfang.

Man er således ikke imod nedrivningen af den faldefærdige staldbygning, men ønsker at der arbejdes på at sikre hovedbygningen på ejendommen, der er opført i midten af 1800-tallet, så den kan bevares.

Man har ligeledes præciseret, “at kvaliteten i det nye område blandt andet skal findes i sammenspillet mellem det gamle og det nye”.

Området er omfattet af Lokalplan 440, der muliggør en genopførelse af staldbygningen med overordnet samme hovedform og grundrids som den eksisterende bygning. Lokalplanen tilsigter med dette at fastholde den overordnede struktur i det flerfløjede anlæg.

Teknisk udvalg besluttede, at følge forvaltningen indstilling om at give tilladelse til nedrivningen.

Teknisk Udvalgs behandling af sagen kan læses her.

Kommentarer