Samfund

Tilbud til alle forældre: Få konkrete redskaber til at skabe sunde digitale vaner i familien

Forældre i Viborg Kommune får nu adgang til redskaber, der skal hjælpe dem med at skabe bedre balance i deres børns digitale liv. Kampagnen indledes med et arrangement 1. september i Viborg. . Foto: Niels Åge Skovbo / FOKUS FOTO

Tirsdag den 1. september 2026 inviterer Viborg Kommune alle kommunens forældre til en aften med masser af viden, inspiration og konkrete redskaber til at skabe bedre balance i børns og unges digitale liv.

Tirsdag den 1. september klokken 18.30 til 21 danner Biocirc Arena i Viborg ramme om en fælles introduktion til den nye indsats ‘Skærmsund’, som er en hjælpende hånd til forældre, der gerne vil have konkrete redskaber til at opnå en bedre balance i deres børns digitale vaner.

Her vil forældre kunne høre oplæg ved læge og forfatter Imran Rashid samt psykolog og forsker i børns skærmbrug, Aida Bikic, fra Center for Digital Sundhed. De deler ud af deres viden om skærmes betydning for børn og unge samt giver inspiration til, hvordan familier kan arbejde med balance, mestring og refleksion i hverdagen.

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding på viborg.dk

Guides og gode råd

Fra den 1. september kan alle interesserede desuden hente materialer, der kan understøtte dialogen om gode skærmvaner med børn og unge i forskellige aldersgrupper. Materialerne skal gøre det lettere for familierne at tage stilling til skærmbrug og finde løsninger, der passer til deres hverdag.

– Vi vil gerne styrke børn og unges trivsel ved at klæde forældrene bedre på til at tage snakken med deres børn om rammerne for det digitale liv. Skærme er en naturlig del af børn og unges læring og fællesskaber, men kan også give konflikter og dilemmaer rundt om i hjemmene, siger Eva Pinnerup (S), formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune.

Formålet med Skærmsund er netop at bidrage til mere aktiv stillingtagen i familierne, lavere konfliktniveau omkring skærme, bedre selvkontrol og dømmekraft online samt bidrage til, at børn og unge har stærkere modstandskraft mod negative digitale fællesskaber.

– Forældre spiller en helt central rolle i børns digitale liv. Med Skærmsund vil vi give forældrene et fælles sprog og nogle konkrete redskaber, så det bliver nemmere at tage de gode samtaler om skærme, nærvær og fællesskab, fortsætter Eva Pinnerup.

Som en del af indsatsen deltager fire grundskoler og to dagtilbud i et særligt pilotforløb, hvor forældrene får adgang til et udvidet digitalt kursusmateriale. Pilotforløbet følges op med spørgeskemaer, så Viborg Kommune kan evaluere, hvordan materialerne virker, og hvordan indsatsen eventuelt kan justeres.

Viborg Kommune er den første kommune, der prioriterer en så bred og samlet indsats målrettet forældre og børns digitale trivsel. Med stormødet den 1. september markeres starten på et fælles arbejde for sunde digitale vaner, stærke fællesskaber og mere balance i børnefamiliernes hverdag.

Aida Bikic og Imran Rashid. Pressefotos.

 

Kommentarer