Viborg By

’Tid til læsning’: Nyt hold læser i fællesskab

Sundheds- og forebyggelseskonsulent, Bente Dalsgaard, og bibliotekar Anette Koue. Fremsendt foto

Viborg Bibliotekerne og Sundhedscenter Viborg tilbyder holdstart for en ny sæson med højtlæsning og hyggeligt samvær for borgere med stress, angst og depression.

Har du lyst til at være med i et læsefællesskab, er ’Tid til læsning’ måske lige det, du går og mangler? 

Tilbuddet er for voksne, der er udfordret af stress, angst eller depression. Målet er at skabe gode læseoplevelser i et trygt fællesskab med max. otte deltagere. Der kræves ingen særlige forudsætninger eller forberedelse for at deltage i det gratis tilbud.

– Vi mødes i en lille gruppe, hvor en bibliotekaruddannet læseguide læser højt og faciliterer den gode samtale om det læste. Vi taler sammen om alt det teksterne vækker af undringer, tanker og oplevelser, og vi har altid tid til en kop kaffe, fortæller Anette Koue, der er bibliotekar på Viborg Bibliotekerne i Viborg Kommune.

Deltagere beriges med fællesskab

Tilbagemeldingerne fra tidligere læsegruppedeltagere er meget positive. 

Deltagerne fortæller blandt andet, at det er berigende at være en del af læsegruppen, og at det er spændende at læse sammen, fordi man får andres mening og oplevelser af teksten. Ved at læse sammen åbner fortællingen sig på en helt anden måde, end når man læser alene, lyder beskrivelsen.

Læsegruppen mødes halvanden time hver uge på Hovedbiblioteket i Viborg over 8 uger, og første mødegang er onsdag den 10. marts klokken 14.30 – 16.00.

Er du interesseret i at høre mere om tilbuddet eller tilmelde dig næste hold, skal du kontakte

Sundheds- og forebyggelseskonsulent Bente Dalsgaard, Sundhedscenter Viborg, på telefon 87 87 60 82

Tid til læsning afvikles med god siddeafstand mellem deltagerne, håndsprit og med få deltagere. Tilbuddet tager forbehold for nye ændringer og restriktioner i forhold til coronasituationen.

Kommentarer