Kultur

Temadag på Blomstergården med hosta i hovedrollen

Foto: Blomstergården ved Viborg.

Blomstergården  ved Viborg sætter den kommende søndag fokus på en af havens mest alsidige og populære skyggeplanter.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk

BATUM/RØDDING – Søndag den 28. juni inviterer Blomstergårdens Venner til hosta-temadag på Blomstergården ved Viborg. Dagen byder blandt andet på gratis rundvisninger klokken 11 og 14, hvor besøgende kan opleve parkens omfattende samling af hosta – også kendt som funkia.

Blomstergårdens park rummer omkring 300 forskellige hostasorter, som gennem årene er blevet en markant del af havens beplantning. I særlige områder af parken er fokus rettet mod de mange variationer i bladformer, størrelser og farvetegninger, mens planterne andre steder demonstrerer deres anvendelse som underplantning under træer, kantbeplantning langs stier og som dekorative grupper i staudebede.

Hosta er især kendt for sine dekorative blade, men planten byder på langt mere end det. De klokkeformede blomster spænder i farver fra hvid og lyseblå til mørklilla, og mens nogle haveejere dyrker hosta primært for løvets skyld, sætter andre pris på blomstringen, der giver ekstra liv til sommerhaven.

Foto: Blomstergården ved Viborg.

Plantens popularitet skyldes blandt andet dens store alsidighed. Der findes sorter til både solrige og skyggefulde placeringer, og størrelsen varierer fra små dværgformer på få centimeter til imponerende planter på næsten en meters højde. På verdensplan er der registreret flere tusinde navngivne sorter, og interessen for at samle på hosta er voksende blandt haveentusiaster.

Under rundvisningerne kan besøgende også høre om en mindre kendt egenskab ved planten: Hosta er nemlig spiselig.

Blomstergården er åben alle ugens dage fra klokken 10 til 17. Entréen er 50 kroner. Deltagelse i rundvisningerne er gratis for alle betalende gæster samt for sæsonkortholdere og medlemmer af Blomstergårdens Venner.

Foto: Blomstergården ved Viborg.

 

Kommentarer